Magten smuldrer mellem hendes hænder


Advertisement

Mandag 13. september skal nordmændene atter til stemmeurnerne, når de skal stemme om, hvem der skal sidde i Stortinget i de næste fire år.

Og alt tyder på, at valget vil betyde en afsked med landets statsminister gennem otte år, Høyres Erna Solberg.

Det viser de seneste valgmålinger, og Lars Hovbakke Sørensen, der er lektor på Professionshøjskolen Absalon og ekspert i nordiske forhold, er heller ikke for alvor i tvivl om udfaldet.

– Alle meningsmålinger tyder på, at den røde blok fører rigtig stort, siger han til Ekstra Bladet.

Han peger på flere årsager til, at magten nu efter alt at dømme skifter hænder.

– Generelt er der en form for metaltræthed efter at have set på den samme statsminister i otte år.

– En anden forklaring er, at klimadebatten spiller en rigtig stor rolle for mange vælgere, fordi de har store diskussioner om, hvorvidt de skal bore efter olie, og om det ødelægger den norske natur. Og der er en stor tiltrækningskraft blandt de røde partier hos den slags vælgere, siger han.

Brød restriktioner
Derudover har den norske regering været præget af uro de senere år med forskellige partier ved magten sammen med Høyre, mens Erna Solberg selv også har fået et lidt blakket ry. Blandt andet fordi Norge er ramt af et stigende antal corona-smittede, og Erna Solberg selv i forbindelse med sin fødselsdag ikke var i stand til at overholde restriktionerne.

– Umiddelbart efter sagen gik Høyre faktisk frem i meningsmålingerne, men derfor kan folk selvfølgelig stadig godt have det i baghovedet, når man begynder at diskutere corona igen på grund af stigende smittetal. Så bliver folk mindet om, at Solberg ikke selv var i stand til at overholde restriktionerne, så det kan selvfølgelig også spille en rolle, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Erna Solberg har i de seneste uger været meget aktiv i valgkampen. Tilsyneladende forgæves. Her er hun til Bystrandfestivalen i Bergen i august. Foto: Javad Parsa/NTB/Ritzau Scanpix

Erna Solberg har i de seneste uger været meget aktiv i valgkampen. Tilsyneladende forgæves. Her er hun til Bystrandfestivalen i Bergen i august. Foto: Javad Parsa/NTB/Ritzau Scanpix

Solbergs eget parti er dalet i meningsmålingerne, og et af de andre regeringspartier, Kristelig Folkeparti, står lige nu på vippen til at ryge ud af Stortinget på grund af en sag om partiets leder, Kjell Ingolf Ropstad, der er afsløret i at have haft adresse hos sine forældre, så han kunne få en bolig stillet til rådighed af Stortinget, mens han lejede sin egen bolig ud.

– Hvis de ender med at ryge under spærregrænsen kan det blive en kæmpe sejr til venstrefløjen, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Der er i alt 169 pladser i det norske storting. Det vil sige, at det kræver 85 mandater at få flertal.

Lige nu består regeringen af Højre venstre og Kristelig Folkeparti. Tidligere har også det højreorienterede Fremskridtspartiet været en del af regeringen.

I oppositionen er det største parti Arbejderparti, der er Norges svar på Socialdemokratiet. De er også lige nu den største bejler til statsministerposten.

Med ham på venstre fløj er Arbejderpartiet Centerpartiet, Det socialistiske venstreparti, Det Grønne Parti De Grønne og Rød.

De seneste meningsmålinger peger på, at alle regeringspartier går tilbage i forhold til seneste valg, ligesom det er tilfældet med Arbeiderpartiet. Sidstnævnte står dog stadig til at blive det største parti.

Samtidig står alle de øvrige partier på venstrefløjen til at gå frem og dermed sikre et magtskifte.

Vis mere


Vis mindre

Uvis kandidat
Hvis regeringsmagten ender med at skifte hænder, som alt tyder på, er det dog ikke nødvendigvis ligetil, hvem der overtager nøglerne til Statsministeriet.

– Der var på et tidspunkt tale om, at Senterpartiet, der svarer lidt til Radikale Venstre, ville forsøge selv at vinde statsministerposten. Men nu er de ikke gået så meget frem i meningsmålingerne mere, så det er lidt uklart, hvilken position de vil indtage.

– Og Arbeiderpartiets kandidat, Jonas Gahr Støre, har rigtig mange ender, han skal få til at mødes, for det er lidt som i Danmark, at han skal forsøge at forene det, der svarer til Enhedslisten og SF med det, der svarer til de radikale, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Meget tyder på, at Jonas Gahr Store bliver Norges premierminister i fremtiden.  Foto: Gorm Kallestad / NTB via Reuters / Ritzau Scanpix

Meget tyder på, at Jonas Gahr Store bliver Norges premierminister i fremtiden. Foto: Gorm Kallestad / NTB via Reuters / Ritzau Scanpix

Alt imens at magten ser ud til at skifte hænder i Norge, giver Erna Solberg dog ikke indtryk af, at hun er ved at give op.

– Som politiker skal man selvfølgelig aldrig give udtryk for, at kampen er tabt på forhånd, selvom hun måske godt er klar over det, men det virker til, at hun kæmper for det til det sidste, lyder det fra Lars Hovbakke Sørensen.



Source link

Advertisement