Mads vandt over Anders Matthesen: Derfor stoppede han året efter


Advertisement

»Det er den største økonomiske fejltagelse, jeg har begået i mit liv. Når jeg ser på de andres huse i dag, skulle jeg aldrig være stoppet,« lyder det med et grin fra Mads M. Nielsen.

Kender du Mads og hans imponerende bedrift?

Selvom det i dag er næsten 30 år siden, at han forlod den danske standup-scene, vil den i dag 50-årige skuespiller for evigt kunne prale med én bestemt ting: Han slog i 1993 selveste Anders Matthesen i finalen ved DM i standup.

Det var dengang, standup stadig var et relativt nyt fænomen i Danmark.


En ung Mads M. Nielsen i 90erne.


En ung Mads M. Nielsen i 90erne.
Foto: JØRGEN JESSEN

Vis mere

Restaurantejer Torben Din havde med hjælp fra blandt andre Casper Christensen og Lars Hjortshøj fået banket et standup-miljø op i København, og i efteråret 1993 skulle der for anden gang kåres en dansk mester.

Mads M. Nielsen var 22 år og gik på det tidspunkt på fjerde år af skuespillerskolen i Aarhus.

Han var fascineret af amerikanske komikere som Eddie Murphy, Robin Williams og Steve Martin, så da han i forbindelse med sin uddannelse var i København og selv syntes, han var ret sjov, tilmeldte han sig konkurrencen for at prøve det af.

»Jeg ved ikke med de gamle, men de unge i teatermiljøet syntes, standup var vildt spændende, og der var stor respekt omkring det at stille sig alene op på scenen med en mikrofon,« husker Mads M. Nielsen tilbage.


Restaurant Din's har siden de glade DM i standup-dage skiftet navn til Den Glade Gris. Stedet ligger i Lille Kannikestræde i det indre København


Restaurant Din’s har siden de glade DM i standup-dage skiftet navn til Den Glade Gris. Stedet ligger i Lille Kannikestræde i det indre København
Foto: Andreas Beck

Vis mere

Udover en blot 18-årig grøn Anders Matthesen stillede en 21-årig Lasse Rimmer også op ved DM i standup i 1993.

Lasse Rimmer havde gjort det godt i den indledende runde, men kunne i finalen ikke leve op til favoritværdigheden, så til Mads M. Nielsens egen overraskelse løb han altså med sejren lige foran Anders Matthesen på andenpladsen.

»Helt ærligt, så burde jeg slet ikke have kvalificeret mig til finalen. Ni ud af ti gange ville ‘Anden’ også dengang have tørret gulv med mig, men på finaleaftenen lykkedes alt bare for mig,« fortæller Mads M. Nielsen, der især tilskriver sin sceneerfaring fra skuespillerskolen som en af årsagerne til, at han tog sejren.

»De andre havde helt klart bedre materiale end mig. Jeg havde bare en aften af en anden verden, hvor jeg improviserede og følte mig set af publikum.«


Mads M. Nielsen, da han i 2011 ved Årets Reumert blev kåret til 'årets mandlige hovedrolle'.


Mads M. Nielsen, da han i 2011 ved Årets Reumert blev kåret til ‘årets mandlige hovedrolle’.
Foto: Keld Navntoft

Vis mere

Han fik en check på 10.000 kroner, en vandrepokal (som skulle afleveres dagen efter) og en jakke, hvorpå der var indgraveret ‘Danmarksmester i standup 93’.

Det var både godt og skidt, fortæller Mads M. Nielsen.

»Da jeg efterfølgende tog ud og optrådte, var jeg jo pludselig ‘danmarksmesteren’, og det kunne jeg slet ikke leve op til.«

Han tilføjer:

»Jeg var heller ikke disciplineret nok. Det var kommet så nemt til mig, at jeg ikke værdsatte det, og så havde jeg jo så meget andet kørende for mig i form af mit skuespil.«

Mads M. Nielsen mindes, at standup-karrieren døde ud cirka et år efter finalesejren. Han havde fået job på Aarhus Teater og medvirkede op igennem 90erne blandt andet også i tv-serier på DR og TV 2.

I dag kan han allerede se tilbage på en lang karriere på landets diverse teaterscener både som skuespiller og instruktør, og han fortryder på ingen måder, at han valgte standuppen fra.

»Jeg elsker det, jeg laver, og standuppen klarede sig jo også fint uden mig,« griner han og tilføjer, at han har haft lidt kontakt med miljøet, når han har arbejdet med navne som Jan Gintberg og Linda P.


Anders Matthesen har nærmest vundet hele sit voksne liv, men i 1993 måtte han se sig slået af Mads M. Nielsen ved DM i standup.


Anders Matthesen har nærmest vundet hele sit voksne liv, men i 1993 måtte han se sig slået af Mads M. Nielsen ved DM i standup.
Foto: Bax Lindhardt

Vis mere

Han har endnu til gode at arbejde med Anders Matthesen, men har kun stor respekt for sin gamle DM-konkurrent.

»Han er jo helt fantastisk og enestående med alt, hvad han laver, så det er jo bare sjovt. Jeg havde bare en god aften, og faktisk tror jeg, det var det bedste drive for ham at blive nummer to.«



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide