‘Løvens hule’-firma i shitstorm: ‘Ikke vores intention’


Advertisement

Siccaro havde ikke forventet, at en artikel om deres kærlighed til hunde ville føre så mange negative reaktioner med sig. Men de tog fejl

Lissen Marschall og Siccaro var en del af 2020-sæsonen i ‘Løvens hule’. Foto: Per Arnesen/DR

Et nyhedsbrev og en artikel omkring doodle-hunderacerne har fået en lang række følgere til tasterne med hård kritik af virksomheden Siccaro, som tidligere har medvirket i ‘Løvens hule’.

‘Aldrig kunde igen. Det er sgu en ommer!’ lyder en af de mange kommentarer på det opslag, virksomheden efterfølgende har lagt på Facebook for at forklare sig.

‘Jeg bliver SÅ træt når jeg læser sådan en omgang bavl! Så mange doodler har både led, hofte, hud og pelsproblemer, da man blander racer der ikke passer sammen,’ lyder det blandt andet også fra en anden følger.

Kommentarerne er blot to blandt mange, der kritiserer den positive omtale at hunderacerne, som racens opfinder, Wally Conron, også selv fortryder, at han skabte i 1989.

Det sagde han i 2019 i en ABC-podcast, hvor han beskrev det som om, at han havde sluppet Frankensteins monster fri. Det har CNN beskrevet.

Han fortalte, at ‘uetiske, skånselsløse folk’ har taget det for vidt og avler hundene uden at tænke på deres helbred. Det har ført til, at der ifølge ham er langt mellem de sunde og raske eksemplarer af racerne.

Ville ikke provokere
Siccaro har efter udgivelsen af artiklen forklaret sig på Facebook.

‘Vi har fået flere oprørte henvendelser efter vores seneste nyhedsbrev om doodlehunde. Det var ikke vores intention eller forventning, at en artikel om vores kærlighed til hunde kunne provokere så negative følelser. Derfor vil vi gerne gøre vores synspunkt helt klart og tydeligt.’

‘Vi støtter selvfølgelig ikke hvalpefabrikker, tvangssterilisation eller uhæmmet og uansvarlig avl. Hvad end det kommer til doodles, andre blandinger eller andre hunderacer. Hundens sundhed kommer før alt andet. At vi skulle støtte dette, står ikke i noget, vi nogensinde har skrevet,’ lyder det blandt andet i opslaget, som du kan læse i fuld længde herunder:

Siccaro fortsætter med at forklare, at ikke alt kom med i nyhedsbrevet, men på firmaets hjemmeside kan man læse hele indlægget, der efterfølgende er blevet ‘let redigeret efter første udgivelse’, lyder det.

I indlægget uddyber Siccaro blandt andet, at kunderne skal være meget opmærksomme på, hvor de køber hundene.

‘Doodle-hunde er nogle gange solgt på hvalpefarme, som ikke er velanskrevne. Du skal derfor så vidt muligt sørge for, at din doodle kommer fra en tryg og god avler, der sætter hundens trivsel og velvære over alt andet. Sørg derfor for at spørge om den fulde dokumentation og få fastlagt forældrene til hunden.’

Ekstra Bladet har været i kontakt med Lissen Marschall, der står bag Siccaro. Hun ønsker ikke at sætte for mange ord på, hvordan hun har oplevet de mange reaktioner. I en mail til Ekstra Bladet skriver hun om sagen:

‘Jeg elsker hunde, alle hunde. Om de er fundet i en vejgrøft i Grækenland, nedstammer fra en fin jagthundefamile eller er et gadekryds fra Randers. Jeg elsker min labradoodle, som jeg købte for ni år siden for 7500 kr., og glædede mig over at min søn med allergi kunne tåle at være sammen med den. Luna er ved min side hver dag på kontoret og er min mest trofaste ven,’ skriver hun i mailen.

Hun fortsætter med at fortælle, at hendes kunder er både loyale og passionerede, og hun vil lære af sagen.

‘Jeg elsker mit arbejde, at udvikle og forfine produkter til at hjælpe hunde og hundeejere, og jeg elsker mine mange loyale kunder, ambassadører og følgere, som hver dag lærer mig meget mere om hunde og den lidt komplekse problematik, der kan opstå i disse forskellige sammenhænge omkring avl. Det vil jeg gerne sætte mig mere ind i og være bedre til at forstå.

‘Men det bedste ved at bevæge sig i hundeverdenen, er den passion jeg møder hver dag fra mine kunder, kollegaer og følgere. Den vidensbank, der er tilgængelig, fordi alle har lyst til at dele ud af deres kærlighed og passion omkring hunde,’ slutter hun mailen.

Ekstra Bladet har efterfølgende sendt yderligere spørgsmål til Lissen Marschall, der dog ikke ønsker at sige mere om sagen lige nu.


Forretningen har indtil videre kørt på skinner for Siccaro, siden de dukkede op på DR1 i ‘Løvens hule’. Det seneste offentliggjorte regnskab for selskabet dækker 2020 og viser et overskud på 794.727 kroner før skat og en egenkapital på 2.593.475 kroner.

Har du tænkt over, hvordan optagelserne til ‘Løvens hule’ foregår, og hvor meget seerne ikke får lov til at se. Det kan du læse om her. (+)





Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide