Lommeopkald spøger i drabssag


Advertisement

RETTEN I HJØRRING (Ekstra Bladet): Et lommeopkald fra den 53-årige drabstiltalte til en tidligere kæreste spøger i sagen, hvor Eddie Christensen blev skudt og brændt 9. marts sidste år, ligesom hans hund Rocco blev skudt og begravet.

Den 53-årige nægter sig skyldig og siger, at det var den 46-årige var bange for Eddie, og den 46-årige peger på den 53-årige som den skyldige.

Artiklen fortsætter efter videoen …

Journalist Linette K. Jespersen fortæller om drabet på Eddie Christensen.

Den svenske kvinde var kæreste med den 53-årige fra juni 2017 til marts 2019, og forholdet sluttede ikke på hendes initiativ.

Da hun afgav forklaring i retten fredag morgen forklarede hun, at hun fik en telefonsvarerbesked fra den 53-årige.

Ifølge opkaldslisten var det 9. maj klokken 21.02.

Her hørte hun begge de tiltaltes stemmer. Hun opfattede, at den 46-årige lød ophidset, mens ekskærestens tonefald var mere ’tilbagetrukkent’. Hun kendte ham og hans familie fra deres ophold på gården nord for Frederikshavn, hvor hun også selv opholdt sig i perioder. Hun havde aldrig hørt den 46-årige vred før.

Der gik et stykke tid, før hun opfattede, at der var tale om et lommeopkald.

Blev chokeret
Hun forklarede, at hun hørte den 46-årige nu tiltalte sige ‘jeg forstår ikke, hvorfor vi skal stå med hatten i hånden’, hvorefter den 53-årige svarede: ‘hvad synes du, vi skal gøre? Skal vi skyde både ham og hunden’.

Hun er dog nu i tvivl, om der blev sagt ‘vi’ eller ‘jeg’. Beskeden eksisterer dog ikke længere.

Det var kun 10-15 sekunder af samtalen, hvor hun kunne høre, hvad der blev sagt.

Først tog hun det som en spøg, og det var først, da hun via en ven fandt ud af, at der var sket et drab, at hun satte det i sammenhæng. Herefter læste hun nogle artikler om sagen.

– Jeg blev meget chokeret og forstod, at det, jeg havde hørt, måske havde noget med den her situation at gøre, sagde hun og kæmpede med tårerne.

Hun kontaktede dog ikke selv politiet, men blev senere opsøgt af svensk politi ud fra opkaldslisten på den 53-åriges telefon.

Løj for politiet
Karina Skou, der er forsvarer for den 53-årige, læste op fra en tidligere afhøring af ekskæresten, hvor hun forklarede, at samtalen varede omkring to-tre minutter, men at hun ikke kunne høre, hvad de sagde, fordi det var for uklart.

– Jeg løj, svarede hun og fortsatte:

– Af samme grund at jeg ikke har kontaktet politiet. Jeg vidste, at det her kunne skade (de to tiltalte, red.), og det ville jeg ikke.

Senere fik hun det dårligt over, at hun havde løjet og kontaktede selv politiet.

På forsvarerens spørgsmål bekræftede hun, at hun på det tidspunkt havde læst artikler på nettet og havde læst, at både en mand og hund var døde.

De to mænd på 46 og 53 år er tiltalt i forening for:

– At have skudt flere gange mod Eddie Christensen med et håndskydevåben 9. maj sidste år om aftenen på Rendborgvej nord for Frederikshavn.

– Umiddelbart herefter at have anbragt offeret på et brændende bålsted, hvor han var placeret indtil 11. maj sidste år. Eddie døde ifølge anklageskriftet som følge af skuddene og/eller afbrændingen.

– At have anbragt ligresterne i to olietønder 11. maj, som den 53-årige tiltalte samme dag fragtede til Hornværket i Frederikshavn.

– Den 53-årige er desuden tiltalt for at have skudt Eddie Christensens hund Rocco med en revolver 10. maj om eftermiddagen på Rendborgvej, hvorefter han begravede liget af hunden i en vold på adressen.

– Den 53-årige er også tiltalt for at have overdraget en Sig Sauer-pistol til den medtiltalte eller ladet ham sætte sig i besiddelse af den.

– Den 46-årige er tiltalt for besiddelse af pistolen, som han opbevarede i en natbordsskuffe i et værelse.

Begge tiltalte, der er svenske statsborgere, kræves udvist.


Hun beskrev i øvrigt sin ekskæreste som sjov, intelligent, intens og en arbejdsnarkoman.

Karina Skou spurgte til hans moral.

– Jeg synes, at han har en meget stærk moral. Han er en person, der giver folk tillid, før de har fortjent det, sagde hun.



Source link

Advertisement