Hjem Sport Liverpool rundbarberer Arsenal uden problemer

Liverpool rundbarberer Arsenal uden problemer

af Extra Avisen
Liverpool rundbarberer Arsenal uden problemer

Liverpool var i spillehumør og slog lørdag aften Arsenal med 4-0 på hjemmebane i Premier League.

Offensivspillerne Sadio Mane, Diogo Jota, Mohamed Salah og Takumi Minamino kom alle på tavlen i et ensidigt opgør, hvor keeper Aaron Ramsdale var Arsenals klart bedste mand.

Med sejren har Liverpool hentet 25 point i 12 kampe på Premier Leagues andenplads. Det er fire færre end førerholdet Chelsea.

Arsenal er femmer med 20 point.

Arsenal mødte op til opgøret på Anfield med tre sejre i træk og næsten tre måneder uden nederlag i Premier League, mens Liverpool omvendt senest tabte 2-3 til West Ham før landskampspausen.

Men Arsenals spirende selvtillid var lidt svær at spotte i en første halvleg, hvor hjemmeholdet dominerede og sværmede om keeper Ramsdales bur.

Ud over et ophidset sammenstød mellem holdenes chefer, Jürgen Klopp og Mikel Arteta, der gav gult til begge, var den første halve time rimelig tam.

Men i halvlegens sidste kvarter blev Liverpool nærgående, og Ramsdale leverede to-tre klasseredninger, inden han efter 40 minutter så mindre skarp ud.

En livlig og velspillende Trent Alexander-Arnold slog et frispark i feltet, hvor Sadio Mane satte hovedet på bolden. Ramsdale fik fingerspidser på, men kunne ikke holde bolden ude af nettet.

Efter 52 minutter var det den portugisiske back Nuno Tavares’ tur til at se skidt ud. Han erobrede bolden og spillede den ind foran eget felt, hvor landsmanden Diogo Jota var vågen.

Han opsnappede kuglen og afdriblede både stopperen Ben White og Ramsdale, inden han sendte den over stregen til 2-0.

Pierre-Emerick Aubameyang havde efter 65 minutter en god mulighed for at reducere, men Liverpool-keeper Alisson Becker var vågen, og det åbnede for en slutfase, hvor Liverpool straffede Arsenal to gange i omstillingsspillet.

Først satte Mohamed Salah foden på et indlæg fra Sane til 3-0, og siden splittede Liverpool med hurtige pasninger totalt Arsenal-defensiven ad, inden indskiftede Takumi Minamino sendte Alexander-Arnolds flade pasning i nettet.

/ritzau/

Source link

Flere Artikler