Linse Kessler stak sin veninde ned: ‘Jeg var nødt til at gøre noget drastisk’


Advertisement

»Hej, jeg hedder Lenina, og jeg har lige stukket min veninde ned.«

Linse Kessler var fattet, da hun ringede til politiet.

På gulvet sad hendes veninde. Chokeret og stærkt blødende. Men i live.

Den dengang 29-årige Linse Kessler havde nemlig gjort sig umage for at stikke så nøjagtigt i maveregionen, at veninden ikke ville dø af det. Hun skulle bare såres så hårdt, at Linse Kessler kunne komme i spjældet i et års tid. Og få fred.




Linse Kessler, som hun så ud i 2015.
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Vis mere

Det fortæller ‘Familien fra Bryggen’-stjernen i bogen ‘Linse og Didde – Møgkællinger har det sjovere’, som udkom onsdag.

Linse Kessler var gode veninder med kvinden, der sågar passede hendes dengang fireårige datter Stephanie ‘Geggo’ Salvali en gang imellem. Men venskabet gik fløjten, da veninden afslørede over for Linse Kesslers daværende kæreste, at TV3-stjernen også datede en mand fra Vejle.

Det skulle hun ikke have gjort. For kæresten var ikke en af Guds bedste børn, og nu frygtede Linse Kessler for sit liv.

»Hvis jeg skulle være væk og i sikkerhed så lang tid, kendte jeg kun et sted, og det var spjældet. Jeg var derfor nødt til at gøre noget drastisk,« fortæller Linse Kessler i bogen, der er skrevet i samarbejde med forfatteren Michael Holbek.

»Altså, jeg havde lavet noget, jeg ikke skulle, ved at være utro. Men sladre, det gør man bare ikke i min verden. Jeg kunne selvfølgelig have givet hende en ordentlig røvfuld, og den havde hun under alle omstændigheder fortjent. Men det ville jo ikke få mig et år bag tremmer.«

Der var kun én ting at gøre: Linse Kessler måtte have fat i en stor kniv. Skæbnen ville, at hendes dengang 16-årige lillebror, bokseren Mikkel Kessler, var fascineret af knive og havde en langbladet Bowie-kniv med savtakker liggende på sit værelse.

Den lånte Linse Kessler. Samtidig sørgede hun for at aktivere sit netværk, så hun var sikker på, at nogen kunne passe på ‘Geggo’ i et års tid. Og så pakkede hun ellers en taske med det allermest nødvendige og drog mod venindens lejlighed.

»Jeg havde kniven i højre hånd og havde lagt min jakke over den. I venstre hånd havde jeg min fængselstaske. Hun mødte mig i døren til 1. sal, jeg kørte det store falske smil og slog armene ud til en fed krammer. ‘Kom her, skal vi ikke lige…’ sagde jeg, og hun gik frem mod mig. Og da hun var tæt nok på, helt forsvarsløs, huggede jeg kniven lige i maven på hende.«


Linse Kessler med sin datter Stephanie 'Geggo' Salvarli i 2017.


Linse Kessler med sin datter Stephanie ‘Geggo’ Salvarli i 2017.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Vis mere

Veninden sad forstenet på gulvet og kiggede forvirret på skaftet, der stak ud af hendes mave. Imens gik Linse Kessler ind i stuen og ringede til politiet. Tændte en smøg og satte sig ud i gangen for at holde øje med veninden, mens hun ventede på politi og ambulance.

Linse Kessler fik sin dom. Og hun fik de 15 måneders fred, som hun havde ønsket.

»Alt var gået fuldstændig efter planen. Jeg ved godt, nogle vil tænke, at jeg gik for vidt. At det ikke var i orden at stikke en anden person ned. Og det var det jo heller ikke. Men det skyldtes, at jeg var i livsfare. Jeg var trængt helt op i en krog, hvor det var ham eller mig,« fortæller Linse Kessler i ‘Linse og Didde – Møgkællinger har det sjovere’.

Og veninden overlevede jo gudskelov, som hun påpeger. Selvom hendes tyndtarm blev perforeret otte steder, og hun måtte indlægges i en periode. Efterfølgende flyttede hun angiveligt til Tibet. Der var ikke plads til dem begge på Bryggen.

Og ekskæresten, ja, han var »selvfølgelig rasende til at starte med«, fortæller hun, men snart efter fik hun søde breve og cd’er sendt til fængslet.

»Han skrev, at han lod mig gå, og det var jo et tegn på respekt fra hans side.«



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide