Likvidering i Pusher Street: Flere motiver i spil

Likvidering i Pusher Street: Flere motiver i spil


Mens politiet jagter drabsmand, mindedes christianitter dræbt 22-årig med lyshav og grafitti

Flere hundrede lys blev tændt til ære for den 22-årige, der forrige weekend blev dræbt af flere skud i Pusher Street. Foto: Kenneth Meyer
Flere hundrede lys blev tændt til ære for den 22-årige, der forrige weekend blev dræbt af flere skud i Pusher Street. Foto: Kenneth Meyer

Gerningsmanden bag likvideringen af en 22-årig mand i Pusher Street på Christiania er fortsat på fri fod.

Drabet skete natten til lørdag 4. juli, hvor også en 31-årig mand blev såret under skyderiet. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger havde begge tilknytning til hashmiljøet i den berygtede gade.

Københavns Politi holder kortene tæt til kroppen og vil på nuværende tidspunkt ikke svare på, om drabet trækker tråde til det kriminelle miljø i Pusher Street, hvor stemningen længe har været anspændt.

– Vi efterforsker bredt og kigger i flere retninger i forhold til motiver, siger leder af efterforskningen, vicepolitiinspektør Bjarke Dalsgaard Madsen.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger kan de dræbende kugler være tiltænkt en helt tredje person, som kort før drabet forlod stedet, men det ønsker Bjarke Dalsgaard ikke at kommentere.

Der er på nuværende tidspunkt ikke offentliggjort signalement af gerningsmanden, men Ekstra Bladets kilder har tidligere beskrevet ham som værende meget ung. Angiveligt var han ikke alene men havde en eller flere udkigsmænd med sig. Derfor formodes de at have banderelationer.

– Vi er i gang med at afhøre vidner og alle, der var til stede bliver kontaktet og afhørt. Vi hører stadig gerne fra vidner, som endnu ikke har talt med politiet, siger Bjarke Dalsgaard.

Han fortæller, at politiet også gerne vil i kontakt med personer, der kan pege efterforskerne i retning af gerningsvåbnet, der endnu ikke er fundet.

Lys og grafitti-portræt
Den normalt livlige hash-gade har været lukket siden drabet. Kilder fortæller til Ekstra Bladet, at nedlukningen som minimum varer til efter begravelsen af den 22-årige.

I fredags blev der afholdt en mindehøjtidelighed for den dræbte. Her blev der tændt lys ned gennem Pusher Street, ligesom et grafitti-portræt på Christiania nu hylder den 22-årige.

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer

Politiet har tidligere udtalt, at han ikke var synderligt kendt af politiet.



Source link