Lækket kontrakt afslører skør aftale


Indblik i Neymars kontrakt med Paris Saint-Germain viser, at det kan betale sig at være en sød fyr

Han er spansk mester, fransk mester, Champions League-vinder, Copa Libertadores-vinder og meget andet. Og penge mangler Neymar ikke, så der er god grund til at grine for verdensstjernen. Foto: Francisco Guerra/AP/Ritzau Scanpix
Han er spansk mester, fransk mester, Champions League-vinder, Copa Libertadores-vinder og meget andet. Og penge mangler Neymar ikke, så der er god grund til at grine for verdensstjernen. Foto: Francisco Guerra/AP/Ritzau Scanpix

Forestil dig, at du blev belønnet økonomisk hver måned, hvis du havde rost din arbejdsplads overfor andre, talt ordentligt til andre mennesker i organisationen og kommet til tiden.

Altså ud over den sædvanlige månedsløn, du fik for at passe dit arbejde.

Forestil dig det. Og forestil dig så, at der var tale om flere millioner kroner hver måned.

Sådan er det at være fodboldstjernen Neymar.

Han bliver betalt for at være en god dreng. Sådan nogenlunde formuleret.

Den spanske sportsavis El Mundo Deportivo har fået adgang til den kontrakt, Neymar skrev under på, da han i 2017 skiftede til Paris Saint-Germain og blev verdens dyreste fodboldspiller. En kontrakt, der siden blev forlænget, så brasilianeren er ansat til sommeren 2025.

Her fremgår det, at han tjener vældigt, hvis følgende punkter bliver overholdt:

  • Opføre sig eksemplarisk på og udenfor banen – overfor med- og modspillere, dommere og andre repræsentanter fra andre klubber.
  • Overholde tidsplanerne forbundet med den daglige træning.
  • Udvise venlighed og tilgængelighed overfor fans, hvilket indebærer at hilse på og takke dem før og efter kampene.
  • Ikke tale dårligt om klubben, dens ansatte og fansene.
  • Ikke tale dårligt om taktikken benyttet i kampene.
  • Ikke deltage i religiøs eller politisk propaganda, der kan skade klubbens image.

Magter han det, og det forekommer vist, så er PSG forpligtet til at lægge 541.680 euro – svarende til 4.027.932 kroner og 48 ører oven i månedslønnen. Det skulle efter skat i Frankrig være lig med en nettofortjeneste månedligt på 375.000 euro – svarende til 2.788.500 kroner.

For at opføre sig ordentligt.

Læs også: Husker du Husby? Sporene skræmmer i Brøndby
 (+)

Den skarpe læser vil her anføre, at Neymar underskrev en ny kontrakt i foråret 2021, men ifølge El Mundo Deportivo, der må siges at være virkelig godt informeret, er ovenstående forhold stadig gældende.

Derfor kan det da også virke overraskende, at det ved flere lejligheder er lykkedes ham ikke at overholde kodekset.

Sammen med sin gode ven Lionel Messi efter Copa América-finalen i juli, hvor Argentina slog Brasilien. Foto: Ricardo Moraes/Reuters/Ritzau Scanpix
Sammen med sin gode ven Lionel Messi efter Copa América-finalen i juli, hvor Argentina slog Brasilien. Foto: Ricardo Moraes/Reuters/Ritzau Scanpix

 

Udover voldtægtsanklagen i 2019, der siden faldt til jorden og viste sig at være et dårligt forsøg på afpresning, blev han idømt karantæne af det europæiske fodboldforbund, UEFA, for at kritisere dommerne efter det samlede nederlag til Manchester United i Champions League – også i 2019. Det kostede tre dage på tribunen.

Han har alle dage givet den fuld gas, når han holdt fødselsdagsfester. Pudsigt nok plejer han at være skadet, når han har fødselsdag, hvilket har givet ham tid til at organisere fester, der har vakt opsigt ved mere end én lejlighed. Folk som Lewis Hamilton og Brasiliens præsident har deltaget tidligere.

Så er der tilfælde med interne bøder i klubben, fordi han er blevet væk fra træning uden grund – og i øvrigt har været efterforsket af de spanske skattemyndigheder for ikke at have udfyldt selvangivelsen til punkt og prikke. I øvrigt som andre berømtheder, der har spillet i spansk fodbold de sidste 10-15 år.

Men altså. Økonomisk synes den nu 29-årige stjerne ikke at have de store vanskeligheder.

Han skal have tjent, hvad der svarer til 225 millioner kroner om året, siden han skiftede i 2017. Den grundløn er steget, efter han skrev under på forlængelsen.

Mikrofoner opfanger samtale mellem Messi, Neymar og landstrænere – Jonas Schwartz oversætter



Source link

Advertisement