Kvinde anholdt for drab i sommerhus

Kvinde anholdt for drab i sommerhus


Kræves fængslet i sag om drab på 19-årig

Politiet er til stede i det nordsjællandske sommerhusområde i Skibby.

Politiet har foretaget endnu en anholdelse i forbindelse med drabet på en 19-årig mand natten til onsdag.

Det oplyser efterforskningsleder Jakob Rahbæk til Ekstra Bladet.

– Vi har anholdt en ca. 30-årig kvinde i går klokken 13.05 for drabet. Hun vil blive fremstillet i grundlovsforhør i dag klokken 12.30, siger han.

Ifølge efterforskningslederen var kvinden en af de personer, som blev truffet på adressen, da politiet ankom efter meldinger om håndgemæng.

Kvinden blev i den forbindelse afhørt og er derfor først anholdt senere, under et fremmøde på en politigård.

– Det er den videre efterforskning, der fører til den her anholdelse, men mere kan jeg ikke sige, siger Jakob Rahbæk. 

Nordsjællands Politi fik meldingen om håndgemæng i et sommerhus ved Vellerup uden for Skibby onsdag nat klokken 4.25.

Politi og ambulancer blev sendt til stedet, men trods ihærdig indsats stod den 19-åriges liv ikke til at redde.

En 42-årig mand, som er onkel til dræbte, blev onsdag eftermiddag fængslet på baggrund af begrundet mistanke om dødsvold ved et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød.

Her kom det frem, at den 19-årige havde mistet livet efter stik fra en ukendt genstand i brystet, låret og foden.

Meget tyder på, at begivenhederne mellem de to familiemedlemmer op til drabet var voldsomme.

I forbindelse med sagen efterlyser politiet fortsat vidner.

– Vi har fået forbavsende få henvendelser. Så vi efterlyser stadig personer, der kan have hørt eller set noget omkring klokken fire natten til onsdag.

– Det være sig råben og skrigen eller personer ved adressen. Det kan også være køretøjer eller folk, der løber fra stedet. Alt har interesse, og folk skal ikke sidde og tænke, at det måske ikke er relevant for os, for lige nu vil vi bare gerne høre fra folk, og så kan vi altid sortere bagefter, siger Jakob Rahbæk. 

Torsdag er det gråblå-malede sommerhus endnu ikke frigivet af politiet.



Source link