– Kunne have ødelagt miraklet


Advertisement

Dansk fodbolds største klubresultat kunne være blevet ødelagt af Bo Henriksen, hvis ikke han havde valgt bjergvandring over Real Madrid

Foto: RUSSELL CHEYNE/Ritzau
Foto: RUSSELL CHEYNE/Ritzau

Det står som den største europæiske sensation i dansk klubfodbolds historie, men for FC Midtjylland-træner Bo Henriksen er mindet om OB’s 2-0-sejr på Bernabeu mod Real Madrid i 1994 lidt blandet.

Efter at have været 17. mand lige uden for truppen i 2-3-opgøret hjemme i Odense, gik han ind til Viggo Jensen og Kim Brink og spurgte direkte, om han skulle spille på Bernabeu, for ellers ville han tage ud og besøge sin bror, der havde været backpacker i otte år.

Det kunne trænerne naturligvis ikke love.

– Det betyder, at jeg vælger noget af det dummeste, man har set i verdenshistorien og tænkte ‘jeg skal nok få chancen for at spille på Bernabeu igen’ Jeg var 19 år, og jeg kom aldrig derned igen, siger Henriksen i seneste udgave af podcasten ‘Bech bag Bolden’.

Efterfølgende viste det sig at være en heldig beslutning for både OB og Bo Henriksen.

– Direktør Jørgen Bækkelund fortæller mig på træningslejren i Rio, at det var godt, jeg ikke spillede mod Real Madrid, for jeg var slet ikke registreret. Hvis jeg var kommet ind, så var jeg blevet kendt for ham, der ødelagde det for OB i Madrid, siger Henriksen.

Bo Henriksen yderst til venstre med hestehalen lytter til Kim Brinks taktiske plan før hjemmekampen mod Real Madrid. Foto: Ole Frederiksen
Bo Henriksen yderst til venstre med hestehalen lytter til Kim Brinks taktiske plan før hjemmekampen mod Real Madrid. Foto: Ole Frederiksen

 

Dansk fodbold er tidligere ramt af en skandalesag på linje med det, der kunne være sket for OB og Henriksen.

Det danske landshold, der senere vandt EM i 1992, kunne have vundet OL i 1988 også, men fordi DBU kom til at bruge Per Frimann i en kamp, hvor han ikke måtte bruges, så blev det suveræne danske OL-hold udelukket og kom ikke med til OL i Seoul.

Vesttyskland kom med i stedet og vandt bronze efter at have tabt semifinalen til Brasilien i forlænget spilletid.

Med sejren mod Real Madrid var OB i kvartfinalen i UEFA Cup’en i 1994/1995. Her blev Parma for stor en mundfuld efter mål af Gianfranco Zola, mens Jess Thorup startede i angrebet for fynboerne, David Nielsen kom ind, og Bo Henriksen igen var helt uden for truppen.

27 år senere er David Nielsen og AGF ude af Europa, mens Jess Thorup og FC København samt Bo Henriksen og FC Midtjylland jagter nye mirakler i Europa.

Bo Henriksen har aldrig siden været på besøg på Bernabeu, men kunne godt se sig selv træne Real Madrid.



Source link

- Advertisement -