Hjem Verden Kontroversiel general valgt som Interpol-præsident

Kontroversiel general valgt som Interpol-præsident

af Extra Avisen


Flere organisationer problematiserede allerede sagen, da han blot var kandidat til posten

Torturanklaget general valgt som Interpol-præsident. Video: Ritzau Scanpix

Bekymringen over et særligt kandidatur til posten som præsident for den internationale politiorganisation Interpol har været stor.

Men nu er selvsamme mand blevet valgt, oplyser Interpol torsdag morgen. Dermed sidder han på præsidentposten i fire år. Manden er generalmajor Ahmed Naser al-Raisi, der er chef for sikkerhedsstyrkerne i de Forenede Arabiske Emirater.

Men med sig i bagagen har han anklager om tortur og krænkelser af menneskerettigheder, der er blevet fremsat af flere personer de seneste år.

Artiklen fortsætter under boksen …

Med den nye titel kommer ikke kun en stor, international post. Der kommer også immunitet.

Det fortæller Peter Vedel Kenning, der er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder.

– Der har jo været anklager og ført sager mod ham. Der er påstande om, at han er ansvarlig for tortur. Rent menneskeretsligt er alle stater i verden så forpligtet til at undersøge det og retsforfølge ham.

– Det vil sige, at hvis han rejste til Danmark, ville vi være forpligtet til at undersøge ham og retsforfølge ham, hvis det kunne dokumenteres. Det har man gjort i menneskerettighedskonventionen for at sikre, at der ikke er nogen sikker havn.

Immun
Men det har altså ændret sig nu, hvor han er blevet valgt til topposten i Interpol for en fireårig periode.

– Nu, hvor han er præsident for Interpol, så har han immunitet. Man kan ikke rejse sager, fordi det er en international organisation.

– Så han er simpelthen lige blevet fredet i fire år?

– Ja, det kan man sige. Det er det samme, der gælder for ambassadører og andre på ambassader. De samme regler gør sig gældende her, siger seniorforsker Peter Vedel Kenning.

Her er tre af sagerne.

Brite blev taget til fange
I 2018 blev den britiske ph.d.-studerende Matthew Hedges arresteret i Dubai for mistanke om spionage. Her blev han fængslet i syv måneder.

I maj 2021 indgav han en klage mod fire repræsentanter for emiratiske myndigheder, hvor han fortalte, at han var blevet ‘fysisk intimideret, truet og psykisk misbrugt’ i fængslet. Klagerne var også direkte rettet mod Ahmed Naser al-Raisi, der har ansvar for politiet.

Det skriver VRT fra den flamske tv-station VRT.

Han har ligeledes berettet, at han fik ‘ukendt medicin’, var isolationsfængslet på meget få kvadratmeter og fik valget om at samarbejde eller blive tortureret.

Bar fodboldtrøje
Ali Issa Ahmad er fra Wolverhampton i England.

I begyndelsen af 2019 blev han anholdt i de Forenede Arabiske Emirater i forbindelse med en ferie, hvor han købte en billet til en fodboldkamp mellem Qatar og Irak.

Til kampen bar han en Qatar-landsholdstrøje. Hvad han ikke vidste, var, at det er strafbart i emiraterne, og han blev derfor fængslet, skrev The Guardian, der dengang fulgte sagen.

Han har fortalt, hvordan han blev fysisk og psykisk tortureret i sin tid i fængslet.

Det indebar tæsk, lange forhør, elektriske stød og brænding.

Artiklen fortsætter under billedet …

Kontroversiel general valgt som Interpol-præsident

Både Ali Issa Ahmad (tv.) og Matthew Hedges (th.) har fremsat anklager om tortur mod general Ahmed Naser al-Raisi. Foto: Yesim Dikmen/Reuters

Aktivist fængslet
En klage er fremsat i Frankrig af ngo’en Gulf Centre for Human Rights (GCHR) på vegne af Ahmed Mansoor.

Han er menneskerettighedsaktivist og blev i 2017 anholdt og siden idømt ti års fængsel for at have kritiseret emiraterne og tilsmudset landet på de sociale medier.

Ifølge klagen og nyhedsbureauet AFP er han fængslet i Abu Dhabi under ‘middelalderlige forhold, der udgør torturhandlinger’.

Han har angiveligt været isolationsfængslet i mere end fire år, selvom det internationalt er anerkendt, at isolation som udgangspunkt kun må vare 14 dage og derefter kan forlænges med nogle uger ad gangen alt efter kriminalitetens grad.

Her sidder han ‘uden madras eller beskyttelse mod kulde’ og uden ‘adgang til læge, hygiejne, vand og sanitære faciliteter’, ifølge GCHR, skriver L’Orient-Le Jour, det førende franske medie i Libanon.

Matthew Hedges, Ahmed Mansoor via GCHR og Ali Issa Ahmad er blot tre af flere, der har fremsat torturanklager mod generalmajor Ahmed Naser al-Raisi.



Source link

Flere Artikler