Klappet ud: Fik gåsehud på banen


Advertisement

Da Mohamed Daramy blev skiftet ud med ti minutter tilbage af hjemmekampen mod SønderjyskE, skyllede klapsalverne ned mod ham fra de knap 18.000 FCK-fans på tribunerne.

Et øjeblik, han virkelig værdsatte.

– Man tænker jo over det. Det er en rigtig fed klapsalve, jeg får. Man får jo gåsehud, når hele stadion råber og synger ens navn, lød det med et stille smil fra det 19-årige hotshot, hvis salg til Ajax blev bekræftet få timer efter triumfen.

Da Daramy driblede ud til de ventende pressefolk i kølvandet på søndagens kamp, var overgangen imidlertid ikke officiel endnu, men naturligvis vidste han godt hvilket tema, der ventede.

– Det var en god oplevelse, vi får tre vigtige point. Vi kunne have vundet med flere mål, men vi knokler på, og så ved vi, at så længe vi får chancerne, så skal de nok komme, nåede han lige at sige om 2-0 sejren, før han overgav sig og begyndte at tale om Ajax.

– Der bliver skrevet store ting om en. Nu må vi se, hvad der sker. Det kan gå hurtigt både den ene og den anden vej, så jeg tager det stille og roligt, lød det fra det 19-årige stjerneskud, som i ugens løb selv fravalgte et skift til Club Brügge.

– Jeg har jo tænkt over det. Og så fik jeg at vide, at en ny klub kom frem, forklarede han.

– Ajax er jo en stor klub, der er kendt for at skabe talenter. Det er en fed klub, og nu har de budt over og forhandler med klubben. Det er et stort skridt. Ajax er en stor klub med en masse gode spillere.

Knap 18.000 var i Parken, hvor de måske så Mohamed Daramy for sidste gang. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Knap 18.000 var i Parken, hvor de måske så Mohamed Daramy for sidste gang. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Mohamed Daramy har de senere uger imponeret med sin evne til at rense hovedet for spekulationer, når han er gået på banen.

– Jeg holder jo bare mit hoved her. Så længe jeg er her, spiller jeg for klubben, og så må min rådgiver og familie tage sig af det andet, og så er jeg der, når der er noget mere konkret.

– Så længe jeg er her i klubben, gør jeg mit bedste, og jeg vil gerne gøre et godt aftryk, hvis jeg skulle skifte.

– Selvfølgelig kan det være svært at holde fokus. Det er ikke, fordi jeg ikke tænker over det eller noget, men så længe jeg er på banen og til træning, fokuserer jeg på det, jeg får besked på.

Han var nede at ligge nogle gange, og en ny skade kan potentielt være ødelæggende for et klubskifte.

– Selvfølgelig er man jo lidt bange, for jeg er jo den type, som folk gerne vil sparke ned, lød det med et lille grin.

– Selvfølgelig vil jeg gerne spille og gøre mit bedste hver gang. Jeg ved jo ikke, om jeg måske bliver her, så jeg har sagt, at jeg gerne vil spille.

For kort tid siden fik han den tidligere Ajax-spiller Viktor Fischer i røret.

– Han ringede faktisk til mig og spurgte, hvordan jeg havde det. Han fortalte lidt om klubben og ja, selvfølgelig var der varme anbefalinger derfra.

Nu får Daramy selv fornøjelsen af at opleve det på egen krop.



Source link

- Advertisement -