Kina optrapper: – Selvfølgelig bekymrende


Advertisement

Forholdet mellem Kinas fastland og Taiwan har aldrig for alvor været nogen solstråle-historie, og mandag fik det i forvejen anstrengte forhold en ny dimension af anspændthed.

I løbet af et døgn fløj Kina nemlig med intet mindre end 56 militærfly igennem Taiwans luftforsvarszone. I første omgang fløj 52 fly inden for et kort tidsrum igennem, og senere fløj yderligere fire fly igennem.

Ifølge Taiwans forsvarsministerium var der blandt andet tale om kampfly af typen J-16 og bombefly af typen H-6.

Overflyvningerne kom efter, at Kina også i sidste uge fløj med flere fly end tidligere igennem zonen, og antallet af fly er altså nu blevet øget yderligere.

– Det er en udvikling, der har været under opsejling i over et år, hvor man indsætter de her fly i luftforsvarszonen, og det er et mønster, hvor Kina forsøger at signalere over for Taiwan og især over for USA, at de er utilfredse med udviklingen, som bestemt ikke huer dem og går i deres retning i øjeblikket, siger Andreas Bøje Forsby, der forsker i blandt andet Kina på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Bombeflyet H-6 var blandt de fly, der blev spottet af Taiwans forsvar. Arkivfoto: Taiwans forsvarsministerium via AP/Ritzau Scanpix

Magtdemonstration
Siden fredag er i alt 148 kinesiske fly fløjet igennem luftforsvarszonen. Begrebet dækker over et område, som ikke er en del af et lands luftrum, men som er en særlig zone, hvor man overvåger flytrafikken af hensyn til den nationale sikkerhed. Kinesiske kampfly har traditionelt holdt sig ude af zonen, men de er altså blevet hyppige gæster i området.

– Jo værre det går for Kina, jo mere markerer de med de instrumenter, de har til rådighed. Så det er et signaleringsspil, mere end det er et forspil til en invasion, lyder det fra Andreas Bøje Forsby, der ikke vurderer, at en egentlig invasion af Taiwan er lige oppe over.

– Det er selvfølgelig stadig bekymrende, hvad der foregår, men hvis kineserne virkelig forberedte sig på en invasion, ville de gøre det i det skjulte. Så ville de ikke sende luftvåbnet ind over for så at få det skudt ned lynhurtigt. Så der er mere tale om en magtdemonstration, men derfor skal man stadig tage det alvorligt, for kineserne er bestemt utilfredse med, hvad der foregår, siger han.

Konflikten mellem Kina og Taiwan har i princippet stået på siden 1949, hvor den daværende kinesiske regering flygtede til Taiwan i forbindelse med kommunistpartiets overtagelse af Kinas fastland. Taiwan, der officielt kalder sig Republikken Kina, betragter sig som en selvstændig nation, mens Kina, der officielt kaldes Folkerepublikken Kina, betragter Taiwan som en del af Kina.

Taiwan har ikke lagt skjul på, at de ønsker at forblive selvstændige, og Kina har udtrykt utilfredshed med Taiwans tætte forhold til USA.

Taiwan har de seneste dage forberedt sig til den forestående nationaldag, 10. oktober. I Kina er dagen ikke anerkendt som national helligdag. Foto: Ann Wang/Reuters/Ritzau Scanpix

Taiwan har de seneste dage forberedt sig til den forestående nationaldag, 10. oktober. I Kina er dagen ikke anerkendt som national helligdag. Foto: Ann Wang/Reuters/Ritzau Scanpix

– Over stregen
De kinesiske overflyvninger har – ikke overraskende – medført stærke reaktioner fra Taiwan, der mener, at Kina er gået over stregen.

– Taiwan er nødt til at være i alarmberedskab. Kina går i højere og højere grad over stregen. Verden kan se, hvordan Kina igen og igen bryder den regionale fred og lægger pres på Taiwan, lyder det fra Taiwans regeringsleder, Su Tseng-chang.

Selvom Andreas Bøje Forsby ikke forventer, at en kinesisk invasion er nært forestående, viser de seneste skridt fra Kina, at de er klar til at skride ind, hvis Taiwan ifølge dem går for langt.

– Hvis Taiwan forlader den konsensus, der er mellem Beijing og Taipei omkring ét Kina-problematikken, eller hvis de erklærer sig selvstændige eller på anden måde overskrider de hidtidige rammer for den skrøbelige balance, der er, kan situationen godt ændre karakter. Men lige nu er det et meget delikat magtspil, der foregår over Taiwanstrædet, siger han.

USA har via sit udenrigsministerium søndag udtrykt ‘bekymring’ over Kinas ‘provokerende militære aktivitet’ nær Taiwan, som ifølge USA destabiliserer freden i området, og de opfordrer derfor Kina til at indstille flyvningerne.

USA har forpligtet sig til at bidrage til, at Taiwan kan forsvare sig selv.



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide