Killerup klar med helt ny lokalliste: Vil modernisere politik


Lige knap to uger efter, at den omdiskuterede politiker Johnny Killerup blev smidt ud af Venstre ‘på røv og albuer’, som han selv formulerede det. Nu melder han sig ind i det politiske spil igen.

Men ikke i et af de traditionelle og allerede etablerede partier. Nej, Johnny Killerup er klar med en helt ny lokalliste ved navn Liberaterne. Med den vil han med sine egne ord ‘modernisere politik’. Men mere om det senere.

Den tidligere Venstre-mand Johnny Killerup har nemlig været to turbulente uger igennem.

Først blev han smidt ud af partiet Venstre, fordi ledelsen mente, at han optrådte illoyalt. Herefter begyndte de mange spørgsmål om, hvad der så skulle ske, at regne ned over den nyligt udsmidte politiker.

Og det var da også et spørgsmål, Johnny Killerup stillede sig selv adskillelige gange.

»Jeg havde i virkeligheden tre muligheder. Jeg kunne tage tilbage til min villa i Arizona, drikke en pinâ colada og tænke over, hvad fanden der lige skete. Jeg kunne melde mig ind i et andet parti, eller jeg kunne starte et nyt initiativ selv. Og jeg har så valgt den sidste mulighed,« fortæller Johnny Killerup til B.T. Odense.

Han har derfor oprettet en ny lokalliste ved navn Liberaterne – et navn sammensat af ordene de liberale demokrater.

»Odense mangler et klart, liberalt, borgerligt alternativ. Politik har manglet kant og karakter et godt stykke tid, og det vil vi gerne tilføre med det her nye projekt,« siger han.


Johnny Killerups plakat for venstre hænger stadig ved Odense Banegårdscenter.


Johnny Killerups plakat for venstre hænger stadig ved Odense Banegårdscenter.
Foto: Asger Bach Holst

Vis mere

Johnny Killerup forklarer i den forbindelse, at Liberaterne bliver en helt ny måde at drive politik på, hvor der gives plads til debatter og dialog.

»Politik er blevet for stift og konservativt. Vi vil føre politik på en helt ny måde, for der er virkelig brug for en modernisering,« siger han.

Den modernisering skal komme i form af gratis arrangementer hver uge, plads til at ytre sin mening og et farvel til de klassiske medlemskaber. I Liberaterne er man nemlig ikke medlem, men debattør.

»Det her kan godt lyde lidt arrogant, for man kan jo ikke købe sig ind i politik, men man kan godt købe sig til de bedste muligheder for at gøre opmærksom på og reklamere for sin politik. Og vi har ressourcerne til at præsentere vores politik på den bedste måde,« siger Johnny Killerup.

Det første arrangement finder sted allerede fredag eftermiddag klokken 14 på Lille Gråbrødrestræde, hvor det nye politiske projekt bliver præsenteret på et pressemøde. Her vil der også blive budt på ægte champagne og kanapeer, forklarer Johnny Killerup.

»Det skal være slut med lange dagsordener og møder, man ikke kan se sig selv i. Der skal en ny energi ind i det politiske liv,« siger han om de kommende fredagsbarer, kaffemøder og arrangementer, som partiets debattører kan tage del i.

Og på den måde vil de altså modernisere politik, forklarer han.

Tror I helt ærligt på, at en ny lokalliste vil lykkes så tæt på kommunalvalget?

»Ja, det gør vi. Måden, der i dag drives politik på, er tydeligt i stykker. Folk skifter fra liste til liste, og har ikke længere et tilknytningsforhold til et bestemt parti. Man stemmer mere på personligheder, karakterer og på dem, der vækker følelser,« siger Johnny Killerup.

Og I er så de rette personligheder og dem, der vækker følelser?

»Nu skal man jo passe på med at påstå, at vi er lige præcis de personligheder, som folk vil stemme på. Men vi tror på, at vi kan skabe en platform, hvor folk kan engagere sig og ytre deres følelser og holdninger. For det elsker folk,« siger Johnny Killerup og tilføjer:

»Det er en kæmpe fare for vores demokrati, at folk ikke interesserer sig for det, fordi det ikke bliver formidlet ordentligt. Der bliver skabt en kæmpe kløft mellem politikere og borgere, og afstanden bliver kun større og større. Det skal vi have lavet om på.«

Om løsningen så er at smide de traditionelle dagsordener ud og i stedet invitere Liberaternes ‘debattører’ til fredagsbar, helikopterture, champagne, østers, kaffe og kage må vise sig.



Source link

Advertisement