Kasper dræbt: Svoger dømt

Kasper dræbt: Svoger dømt


Drabsmand skal 11 år i fængsel og udvises

Kasper Knoth var uddannet kok og elskede at lave mad. Han var tæt på sin familie og efterlod sig også en søn på fem år. Privatfoto
Kasper Knoth var uddannet kok og elskede at lave mad. Han var tæt på sin familie og efterlod sig også en søn på fem år. Privatfoto

Et enigt nævningeting har idømt 30-årige Phanuphong Towhuadchai 11 års fængsel for drab på sin svoger, Kasper Knoth. Han skal herefter udvises for bestandigt.

Det oplyser Retten i Odense til Ekstra Bladet.

Drabet skete den 11. august 2020 i Nørregade i Munkebo, hvor den nu dømte tildelte den 28-årige kok flere knivstik.

Den dømte har erkendt at have ført den kniv, der tog livet af 28-årige Kasper Knoth, men fastholdt, at han handlede i nødværge.

Under retssagen kom det frem, at Kasper Knoth selv opsøgte svogeren med et bat. Den 30-årige forklarede, at Knoth jagtede ham til fods ad flere omgange, inden de stod ansigt til ansigt ved den lille plæne på Nørregade.

– Mens Kasper står og svinger battet mod mig, ryger kniven ind. Jeg vidste ikke engang selv, at han var ramt. Jeg fandt først ud af det, da han gik tilbage, lød det blandt andet fra svogeren i retten.

Phanuphong Towhuadchai ankede straks de forhold, han ikke har erkendt, til landsretten.

Opgør med bat og kniv
Anklager Ann-Sophie Serring siger efter dommen til Ekstra Bladet:

– Jeg er meget tilfreds med, at retten har fulgt min påstand om, at der var tale om manddrab. Det viser, at man ikke kan gå fri for ansvar, selvom man er blevet overfaldet til at starte med af afdøde.

Havde krævet 12 år
Hun tilføjer, at drabsmanden for eksempel kunne have forladt stedet eller tilkaldt hjælp i stedet for at stikke rivalen med den kniv, han havde på sig.

Den 30-årige mand blev også dømt for at have udøvet både fysisk og psykisk vold mod sin kæreste, Kasper Knoths søster, gennem en årrække. En del af de tiltalepunkter for så vidt angår nogle af voldsepisoderne og den psykiske vold har han nægtet sig skyldig i og vil altså have den del vurderet af landsretten. Han er også dømt for at have truet Kasper Knoths søn på livet.

Anklageren havde krævet 12 års ubetinget fængsel og udvisning for bestandig.



Source link