Hjem Politik Intern DF-krig blusser op på ny inden møde

Intern DF-krig blusser op på ny inden møde

af Extra Avisen
Intern DF-krig blusser op på ny inden møde
fredag 19. nov. 2021 kl. 15:00

Opdateret
19. nov. 2021 kl. 15:59

Lørdag mødes hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti for at afgøre, hvornår en ny partiformand skal vælges. Det spørgsmål giver anledning til åbne skænderier.

DF-krise: Igen og igen lyder det fra partiledelsen i Dansk Folkeparti, at skænderierne og konflikterne skal stoppe.

Men de fortsætter med usvækket kraft, efter at Kristian Thulesen Dahl har varslet sit exit fra formandsposten.

Lørdag mødes hovedbestyrelsen i partiet på Hotel Trinity i Fredericia for at beslutte, hvornår der skal holdes et ekstraordinært landsmøde med valg af en ny formand.

Lørdag mødes hovedbestyrelsen i DF for at beslutte, hvornår der skal holdes et ekstraordinært landsmøde med valg af en ny formand.

Fra artiklen

Det spørgsmål har antændt en ny intern krig, der efter alt at dømme handler om, hvem der skal lede partiet fremover.

EU-parlamentsmedlem Peter Kofod vil vente med at holde det til marts, har han sagt til B.T.

På den måde kan Morten Messerschmidt, der som næstformand er et varmt bud på en ny DF-leder, få afklaret sin sag om dokumentfalsk og svindel med EU-midler.

Henriksen til angreb

Men den går ikke, siger Martin Henriksen, medlem af hovedbestyrelsen. Han mener ikke, valget skal udskydes.

– Jeg synes, at det er en forkert melding, siger Martin Henriksen, som tirsdag blev valgt til byrådet i Stevns Kommune.

– Jeg synes ikke, at man skal udskyde.

Han har ikke afvist at stille op. Henriksen er ellers blevet en ensom enfant terrible i partiet.

Han er populær i dele af baglandet og blev ved årsmødet i september valgt til hovedbestyrelsen med flest stemmer af alle kandidater, men han har skabt sig fjender i ledelsen.

Særligt for en tale på årsmødet. Her angreb han ledelsen i partiet for at udvise blødsødenhed i udlændingedebatten.

Nu angriber han altså igen:

– Den (meldingen fra Kofod, red.) er symptomatisk for den måde, partiet er blevet ledet igennem flere år. Vi har haft en ledelsesstil, hvor man altid har fundet en undskyldning for at udskyde beslutninger i stedet for at træffe beslutninger, siger han.

Katastrofalt valg

Hovedbestyrelsesmødet er indkaldt, efter den nuværende formand, Kristian Thulesen Dahl, har varslet sin afgang.

Det gjorde han efter et katastrofalt resultat til kommunalvalget. Det er ikke det første dårlige valg med ham ved roret. Nu tager han altså konsekvensen.

Om mødet lørdag skriver Thulesen Dahl i en kommentar, at “det afgørende er, at det kommende formandsvalg sker i ordentlighed og værdighed”.

“Alle er naturligvis velkomne til at byde ind med forslag, når vi mødes i hovedbestyrelsen og drøfter den videre proces, skriver den nuværende formand”.

To oplagte kandidater

Næstformand Morten Messerschmidt, Inger Støjberg – der vel at mærke ikke engang er medlem af partiet – og Peter Kofod er alle bragt i spil som mulige arvtagere.

Nogle folketingsmedlemmer peger på Morten Messerschmidt som ny DF-formand, andre foretrækker Inger Støjberg – der ikke er DF-medlem. Arkivfoto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Men ifølge Bent Winther, Berlingskes politiske kommentator, er kampen snævret ind til at handle om Morten Messerschmidt eller Inger Støjberg.

Hun har en rigsretssag hængende over hovedet. Den afgøres i midten af december.

Messerschmidt har udtalt sig afventende om sine ambitioner til formandsvalget. Winther mener dog godt, han kunne finde på at gå efter posten, selv om valget holdes før, han har en afklaring på sin retssag.

– Der er så stor opbakning til ham i partiet, og han er jo sådan set også næstformand. Han kan vælge at sige, at det er en sag, som ligger mange år tilbage; den er ikke så alvorlig og så videre, siger Bent Winther.

DF’s kommende kongekamp

Lørdag mødes Dansk Folkepartis hovedbestyrelse. Her kan et flertal af hovedbestyrelsen anmode formanden om et ekstraordinært årsmøde med valg af formand som punkt.

Det ekstraordinære årsmøde skal holdes inden der er gået to måneder fra anmodningen til formanden. Mødet skal indkaldes med mindst 14 dages varsel.

Kandidater skal enten indstilles af hovedbestyrelsen eller med støtte fra mindst 25 delegerede. Derudover er medlemmer kun valgbare, hvis de har betalt kontingent og været medlem mere end fire måneder.

I Dansk Folkepartis vedtægter er der mulighed for, at hovedbestyrelsen kan give en række dispensationer. Eksempelvis fra kravet om, at en person skal have været medlem i fire måneder, før vedkommende er valgbar.

Hvem skal lede Dansk Folkeparti?

  1. Kronprinsen med retssagen: Morten Messerschmidt er næstformand og en oplagt ny formand. Men han er også under anklage for dokumentfalsk og svig med EU-midler. En betinget dom i byretten er anket til landsretten. Selv har han grundet retssagen udtalt sig tøvende om formandsvalget.
  2. Stemmemagneten er ikke medlem: DF’s kurtisering til Inger Støjberg har ikke båret frugt – endnu. Inger Støjberg er garant for mange tusinde stemmer og vil være en gevinst med sit blotte medlemskab. Hun har også lige en rigsretssag, der skal afklares.
  3. Stortalentet vil hjem fra Bruxelles: Peter Kofod er blot 30 år, men har fire år i Folketinget i bagagen. I 2019 kom han efter ønske fra partiledelsen i Europa-Parlamentet. Over for B.T. har han ikke afvist at stille op. Men spørgsmålet er, om partiet kan genrejses af en formand, der ikke sidder i Folketinget.
  4. Tulle som overgangsfigur: Det er en mulighed, at den siddende formand, Kristian Thulesen Dahl, bliver et stykke tid, hvis det ekstraordinære landsmøde først bliver holdt næste år.
  5. Den ensomme enfant terrible: Martin Henriksen har skabt sig fjender i Dansk Folkeparti – særligt med sine kommentarer om, at partiet er blevet for blødsødent på udlændingepolitikken. Til gengæld blev han på årsmødet genvalgt til hovedbestyrelsen med flest stemmer af alle, så han er med om bordet lørdag.

Source link

Flere Artikler