Ingen dating i et år: – Mit liv har været på standby

Ingen dating i et år: - Mit liv har været på standby


For ikke at spolere ‘Bachelor’ har Casper Berthelsen ikke kunnet jagte kærligheden herhjemme, siden det gik galt med Michaela

Casper fortæller, at Michaela forlod ham i lufthavnen.

Det er nu otte måneder siden, at Casper Berthelsen vendte hjem til Danmark efter at have datet en lang række kvinder på Rhodos i TV 2 Play-programmet ‘Bachelor’.

I programmet valgte han at give Michaela den sidste rose, men allerede i lufthavnen i Danmark ved hjemkomsten, gik det galt mellem dem, og de to har ikke set hinanden siden.

Man kunne derfor fristes til at tro, at Casper sidenhen har været på dating-markedet for at finde den eneste ene, men sådan forholder det sig langt fra.

– I et lille år har jeg ikke kunnet tage på dates. TV 2 har bedt mig om ikke at gøre det, fordi det skulle holdes hemmeligt, at jeg var single i forhold til programmet. Altså de har ikke sagt, at de forbød det, men de har virkelig frarådet det. Jeg føler lidt, at det er det samme som at sige, at jeg ikke skulle gå ud at date, forklarer Casper og fortsætter:

– Det har været sygt hårdt, at mit liv har været på standby så længe. Først datede jeg ikke i de to måneder op til programmet, så datede jeg ikke de to måneder, hvor vi var nede at filme, og så er der gået otte måneder, efter jeg kom hjem. Først i denne uge har jeg kunnet komme på dating-markedet igen.

Ekstra Bladet har været i kontakt med TV 2, der oplyser, at man ingen kommentarer har til Caspers udlægning.

Det gik hurtigt galt mellem Casper og Michaela efter hjemkomsten til Danmark. Foto: Lotta Lemche/TV 2
Det gik hurtigt galt mellem Casper og Michaela efter hjemkomsten til Danmark. Foto: Lotta Lemche/TV 2

– Virkelig frustrerende
Mens programmet har rullet over skærmen på TV 2 Play, har Casper flere gange modtaget beskeder på Instagram fra interesserede kvinder. Også her har han dog været nødt til at svare hemmelighedsfuldt.

– Når nogle har skrevet, at de gerne vil på en date, har jeg skrevet, at de måtte vente og se programmet for at finde ud af, hvad der skete. Det har virkelig været en hård side af det at deltage i sådan noget, og det har været virkelig frustrerende, lyder det fra bacheloren, som tilføjer:

– Især fordi jeg har nået et punkt i mit liv, hvor jeg føler, at jeg er et godt sted og åben for at finde kærligheden. Så har det været ret hårdt at skulle være afholdende over for dating i 12 måneder. Særligt fordi det ikke gav mening at date op til programmet, for ikke at finde en kvinde,og så skulle være med i et dating-program lige bagefter.

I ekstra-programmet, der kan ses på TV 2 Play, fortæller Casper mere om forholdet til Michaela. Her har Michaela ikke ønsket at medvirke.

Louise, Stine, Kirstine og Uyen var de sidste fire kvinder, der måtte rejse fra ‘Bachelor’-eventyret på Rhodos uden en sidste rose. I dag har flere af dem fundet kærligheden hjemme i Danmark i stedet.

——— SPLIT ELEMENT ———



Source link