Husker du manden med den berømte tophue?


THORSHAVN (Ekstra Bladet): Kan du huske den færøske målmand med den hvide uldtophue?

Jens Martin Knudsen er om nogen blevet symbolet på den færøske fodboldkultur. Målmanden blev verdensberømt, fordi han stillede op med den hvide uldtophue, når han stod på mål på landsholdet.

Første gang i 1991, da Færøerne sensationelt vandt 1-0 over Østrig i den første officielle landskamp, efter de året forinden var blevet optaget af UEFA, det europæiske fodboldforbund.

– Vi på Færøerne er blevet berømte for tre ting: Får, tophuen og strikketøjet, siger Jens Martin Knudsen med et skævt smil.

Jens Martin Knudsen blev verdensberømt, fordi han stod på mål iført en hvid uldtophue. I dag er han medejer af en fiskefabrik på Færøerne. Foto: Jørgen Jensen/Ritzau Scanpix.
Jens Martin Knudsen blev verdensberømt, fordi han stod på mål iført en hvid uldtophue. I dag er han medejer af en fiskefabrik på Færøerne. Foto: Jørgen Jensen/Ritzau Scanpix.

Tophuen har Jens Martin Knudsen ikke længere. Den er havnet på FIFA’s museum i Zürich.

Da Ekstra Bladet spørger om han har en anden hue, er der ikke gevinst i den store Mercedes. Til gengæld er han hurtig, kreativ og får elegant lavet en ny hue ovenikøbet med firmareklame.

– Jeg har udlånt tophuen i ti år. Og lige nu ligger den meget godt midt mellem Pelé og Franz Beckenbauer på FIFA’s museum, siger Jens Martin Knudsen med en vis stolthed i stemmen.

Han er i dag 54 år, medejer af en fiskefabrik, Vadhorn, der kun eksporterer bacalau – saltfisk – til Italien og Spanien.

Med 100 ansatte og en årlig omsætning på 200 millioer kroner er der gang i fiskeforretningen.

Vi besøger den tidligere topmålmand på fiskefabrikken i Stendur, en halv times kørsel uden for Torshavn. Og her er han havnet i sit rette element.

– Mit liv er fodbold og fisk, siger og forklarer:

– Jeg købte mig ind i fiskefabrikken i 2009, året efter finanskrisen sluttede. Jeg pantsatte alt og satsede hele butikken, siger han og glæder sig over, hvordan udviklingen er gået de seneste 11 år.

– Fodbolden har også betydet meget for mig og gør det stadig. Jeg har træneruddannelsen, hjælper til i min barndomsklub, Runavik, siger Jens Martin Knudsen og skynder sig at indskyde:

– Og så er jeg jo ubesejret som landstræner. Jeg fik én kamp. Det er eneste gang, vi har besejret Island på udebane, fortæller han stolt om kampen, hvor han havde ansvaret mellem Allan Simonsens og Henrik Larsens ansættelser.

Røg på intensiv
Historien om den berømte tophue går faktisk langt tilbage.

– Da jeg var 13, fik jeg en hovedskade og endte på intensiv. Dengang måtte man ikke spille med hjelm.

– For at please min læge og min mor, tog jeg i stedet en hue på, selv om jeg godt vidste, at det ikke beskyttede mig.

– Vi var også lidt presset i klubben, fordi jeg var den eneste målmand ud af fire årgange i Runavik, fortæller han.

Da han i 1991 mod Østrig skulle træde op på den store scene i den første officielle landskamp, var han meget i tvivl, om han skulle tage huen på.

– Sandsynligheden for vi ville tabe 0-5 eller 0-10 var stor. Tog jeg den hue på, kunne jeg jo ende med at blive den største klovn i Europa.

– Jeg tog den på, selv om jeg vidste, det ville komme ud i alle verdenshjørner, siger Jens Martin Knudsen, der dog valgte at spille uden tophuen i et par år, fordi den kom til at fylde for meget i medierne.

Jens Martin Knudsen har ikke den gamle originale tophue. Den er på FIFA's museum i Zürich. Men han var kreativ og fik hurtigt fremstillet en ny tophue på den fiskefabrik, hvor han i dag er medejer. Foto: Lars Poulsen.
Jens Martin Knudsen har ikke den gamle originale tophue. Den er på FIFA’s museum i Zürich. Men han var kreativ og fik hurtigt fremstillet en ny tophue på den fiskefabrik, hvor han i dag er medejer. Foto: Lars Poulsen.

Hentede tophuen i helikopter
Da Danmark og Færøerne mødtes i september 1991 i Parken, var tophuen også genstand for stort mediefokus.

TV 2 Nyhederne ville gerne have tophuen – ikke Jens Martin Knudsen – i studiet.

– Jeg boede med landsholdet på et hotel i Ishøj Bycenter. De måtte godt låne tophuen, men jeg skulle have den tilbage om aftenen.

– De kom og hentede tophuen i helikopter, leverede den tilbage senere på aftenen. Det var lidt specielt, siger han.

Jens Martin Knudsen er naturligvis på plads på Törsvøllur Stadion lørdag aften til den største landskamp for Færøerne på hjemmebane i mange år. Her er han medkommentator for færøsk radio.

– Jeg tror ikke, det bliver så nemt for Danmark, som mange tror. Vi stiller i stærkeste opstilling og er opsatte på at lave et godt resultat.

– Jeg håber, vi kan spille uafgjort, siger han og drømmer om sønnike, Petur Knudsen, kommer på banen.

– Han har en chance for at komme ind. Det kunne være sjovt, hvis han scorede, siger Jens Martin Knudsen og smiler.

——— SPLIT ELEMENT ———

Min far holder mig nede

TORSHAVN (Ekstra Bladet): Når Petur Knudsen skal have gode råd om sin landsholdskarriere, skal han bare spørge sin far.

For offensivtalentet har en mere berømt far end alle de andre holdkammerater på det færøske landshold.

Peturs far er manden med den berømte hvide uldtophue, Jens Martin Knudsen, der i en periode på 18 år var målmand for det færøske landshold.

Petur Knudsen, der er søn af Jens Martin Knudsen, er en del af det færøske landshold. Han spørger sin far, når han skal have gode råd om karrieren. Foto: Lars Poulsen.
Petur Knudsen, der er søn af Jens Martin Knudsen, er en del af det færøske landshold. Han spørger sin far, når han skal have gode råd om karrieren. Foto: Lars Poulsen.

– Min far er et forbillede for mig. Jeg spørger ham tit til råds om min karriere. Han ved, hvad der skal til for at nå toppen, siger Petur Knudsen, der også bliver holdt i kort snor, så han ikke får storhedsvanvid.

– Han holder mig nede på jorden, hvis jeg skulle komme for højt op, når det går godt på banen, forklarer Petur Knudsen.

Den 23-årige offensivspiller skiftede før sæsonen til Lyngby, hvor han har fået en ganske fin start på den nye sæson med to mål i fire kampe.

Petur Knudsen ventes ikke at spille fra start lørdag for Færøerne.



Source link

Advertisement