Historiske Cavendish: – Jeg har været en skiderik

Mark Cavendish er blevet mildere med årene. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP


Mark Cavendish er vendt tilbage til Tour de France med en rundere personlighed end tidligere

Mark Cavendish er blevet mildere med årene. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP
Mark Cavendish er blevet mildere med årene. Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP

CARCASSONNE (Ekstra Bladet): Med sin fjerde sejr i år og etapesejr nummer 34 i alt har Mark Cavendish trodset alle skeptikerne og eftertrykkeligt sat sig selv på cykelsportens landkort igen.

Men det er ikke kun den sportslige genfødsel, man lægger mærke til under Tour de France. For efter tre års fravær fra det løb, hvor han lige nu kraftigt aspirerer til at blive den mest vindende nogensinde, er han vendt tilbage med afslebne kanter.

Tidligere skulle der ikke meget til, før han fór i flint over et forkert spørgsmål fra en journalist. Men det er slut nu, forklarede han på sit pressemøde, hvor han netop blev stillet et spørgsmål om sin ændrede natur.

– Jeg føler, at jeg ofte er blevet personligt hakket på. Men omvendt har jeg også været en rigtig skiderik. Det er det, der sker, når man er ung.

– I mange år har jeg lidt under konsekvenserne af at have været frembusende og ung uden en egentlig uddannelse i, hvordan man opfører sig i medierne.

– Men man bliver ældre, man får en familie og ansvar. Man lærer, hvordan man opfører sig. Uheldigvis er der nogle, der ikke vil slippe tanken om, hvordan jeg var, da jeg var ung, og hvordan jeg har forandret mig.

– Jeg er voksen nu – jeg er 36 år. Jeg er ikke en 20-årige knægt, der vil erobre verden, sagde Mark Cavendish.

Man kan også argumentere for, at han allerede har erobret verden. I hvert fald er han en af cykelsportens bedste sprintere gennem historien, og han er blot en sejr fra alene at kunne kalde sig den mest vindende i verdens største cykelløb.



Source link