Gik for vidt: Kaj og Andrea i krig

Hanne Willumsen har rettighederne til de to figurer Kaj og Andrea, da det er hende, som har opfundet dem. Foto: Ritzau Scanpix


– Jeg er åbenbart endt i en ‘beef’ mellem Kaj og Andrea. Så har man da prøvet det, griner Jesper Gisli, chefredaktør på lokalmediet Frederiksberg LIV.

Frøen Kaj er nemlig kommet i uføre efter at have udtalt sig politisk til lokalmediet.

I et nu fjernet interview, som dog stadig kan findes på YouTube, fortæller Kaj, at han mener, at Bispeengbuen, som er en motortrafikvej på Frederiksberg, burde rives ned og erstattes af grønne områder med vand, fordi der er så mange frøer, der bliver kørt over på strækningen.

Men det må den folkekære figur altså ikke.

Danmarks Radio krævede nemlig, at interviewet skulle fjernes, fordi DR’s figurer ikke må udtale sig politisk.

Det skyldes, at Hanne Willumsen har rettighederne til Kaj-figuren, og det er hende, der har ønsket interviewet fjernet, fortæller DR’s pressechef, Sune Knudsen, til Ekstra Bladet.

Hanne Willumsen har lagt stemme til Kajs pendant papegøjen Andrea.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Hanne Willumsen, som ikke ønsker at udtale sig.

På Facebook begrunder Jesper Gisli, chefredaktør for Hovedstadensmediehus, hvor lokalmediet Frederiksberg LIV hører ind under, det:

‘Vi er desværre blevet nødt til at fjerne filmen hvor journalist Bo Børresen interviewer Kaj, som du og tusinder af Frederiksberg-borgere har set, siden vi lagde den op 23. juni. Grunden til dette er, at Danmarks Radio har meddelt Kajs ‘far’, skuespiller Kjeld Nørgaard, at Kaj ifølge DR ikke må mene noget politisk, hvilket Kaj jo gør i filmen. Blandt andet om Bispeengbuen’, skriver Jesper Gisli i et opslag på Facebook.

Artiklen fortsætter under billedet…

Hanne Willumsen har rettighederne til de to figurer Kaj og Andrea, da det er hende, som har opfundet dem. Foto: Ritzau Scanpix
Hanne Willumsen har rettighederne til de to figurer Kaj og Andrea, da det er hende, som har opfundet dem. Foto: Ritzau Scanpix

Små sko
Til Ekstra Bladet fortæller Jesper Gisli, at han ikke mener, at klippet skulle fjernes, da der var tale om et humoristisk indslag.

– Jeg synes, at det er at gå i små sko. Det her er sjovt. En frø siger, at man skal fjerne biltrafik og etablere noget sø og å, fordi der er så mange frøer, der bliver kørt over. Og det er folkekære Kaj, der siger det, lyder det fra chefredaktøren.

– Det bør man ikke kunne blive stødt over.

Regler er regler
Men hvad mener hovedpersonen egentligt selv?

Ekstra Bladet har været i kontakt med manden bag den folkekære frø, skuespiller Kjeld Nørgaard, som ikke tager det så tungt.

– Regler er regler, og man bliver nødt til at rette sig efter dem, når de nu er der. Men jeg synes, at det er noget pjat, at man skal fjerne det. Men sådan er reglerne. Jeg var ikke klar over det inden, for så havde jeg selvfølgelig ikke gjort det, lyder det fra den 82-årige skuespiller.

Selvom han har det fint med, at at klippet er fjernet, så mener han ikke, at der var nogen grund til det.

– Jeg synes, at det var helt uskadeligt, og set fra en frøs synspunkt, så var det væsentligt. Og jeg kan ikke gøre for, hvad min frø, han vil. Han har sit eget liv. En frø vil hellere hoppe i den frie natur end på en motortrafikvej, afslutter han med et hjerteligt grin.

Kaj og Andrea har været fast børne-tv siden 1071. Foto: Ritzau Scanpix
Kaj og Andrea har været fast børne-tv siden 1071. Foto: Ritzau Scanpix

På Frederiksbergs LIV’s hjemmeside kommenterer flere brugere, at det i første omgang er forkert at bruge Kaj i denne sammenhæng.

‘Seriøs kommer det som en overraskelse for jer, at ikke bare kan bruge andre virksomheders logoer og produkter?’, skriver en bruger.

‘Desværre? Er det ikke ret indlysende at man ikke bare kan bruge andres IP’er til hvad som helst? Det burde virkelig ikke være en overraskelse for en avis.’, skriver en anden bruger.

Til kommentarerne skriver Frederikberg LIV, at de havde en formodning om, at der ved interviewet var styr på, hvad der var muligt og lov til, hvilket ikke var tilfældet, og grunden til, at det igen er blevet fjernet.





Source link