Hjem Sport Fyret Pytlick: Det gør stadig ondt

Fyret Pytlick: Det gør stadig ondt

af Extra Avisen


– Jeg vidste godt, jeg gjorde mig sårbar ved at melde ud så tidligt – og med Klavs Bruun hungrende i kulissen

Jan Pytlick er blevet fyret, og for anden gang bliver han afløst af Klavs Bruun Jørgensen. Dette foto er fra 2015, da Pytlick jobbede i storklubben Vardar Skopje og inviterede den nye landstræner og kvindelandsholdet til Nordmakedonien. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Jan Pytlick er blevet fyret, og for anden gang bliver han afløst af Klavs Bruun Jørgensen. Dette foto er fra 2015, da Pytlick jobbede i storklubben Vardar Skopje og inviterede den nye landstræner og kvindelandsholdet til Nordmakedonien. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix

Det gør også ondt tredje gang, man får losset i røven og bliver sendt hjem med en fyreseddel og en aftrædelsesaftale. Jan Pytlick vil dog godt indrømme, at første gang var en ugelang cyklon – derfra er vindstyrken faldet fra gang til gang.

– Hvis vi taler vindstyrke 100 i 2014, så er jeg altså i stand til at stå oprejst i dag, fortæller Jan Pytlick, der efter 31 år som træner nu kyler fløjten i spanden med plastic-affald. Noget før beregnet, for han havde håbet at gå ud af jobbet i SønderjyskE med æren i behold til sommer.

Sådan skulle det ikke ende for manden, der vandt to olympiske guldmedaljer og et europamesterskab med kvindelandsholdet.

– Der er mange, der siger til mig: Du har jo vundet så meget. Men ved du hvad: De gange, hvor man er nede at ligge, får rejst sig op og børstet støvet af sin jakke og kommer videre … Det er fand’me også noget, jeg har erfaret giver én virkelig meget som menneske, siger Jan Pytlick.

– Det ER pissehårdt at blive fyret, men jeg synes faktisk, jeg har lært meget, som jeg forhåbentlig kan bruge nu. For jeg ved, de næste døgn bliver hårde at komme igennem.

Det fortæller han om i denne historie!

Jan Pytlick blev tredje juledag 2014 fyret som landstræner på et møde i Nyborg med Ulrik Wilbek og Morten Stig Christensen. I januar 2016 skilte makedonske Vardar Skopje sig af med ham, men det var helt efter forventning. For to år siden blev han afskediget i Odense dagen før nytårsaften oven på et nederlag i pokalfinalen – denne gang overlevede han ikke frem til første søndag i advent efter et nederlag i Helsingør til bundholdet Nordsjælland.

– Vi har slået Aalborg, massakreret Skjern med ni, slået TTH og tabt med én til GOG i en kamp, hvor vi havde fortjent det ene point. Til gengæld har vi tabt til nogle af de hold, vi på papiret burde slå, siger manden, der for anden gang i karrieren bliver erstattet af Klavs Bruun Jørgensen.

Da Jan Pytlick i 2014 blev fyret som landstræner, følte han sig 'korsfæstet', og DHF's pressechef Finn Tage Jensen udtrykte så et ønske om, at Pytlick måtte komme ned fra korset inden påske... Jan Pytlick gik med på spøgen, da Ekstra Bladet besøgte ham i Skopje. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Da Jan Pytlick i 2014 blev fyret som landstræner, følte han sig ‘korsfæstet’, og DHF’s pressechef Finn Tage Jensen udtrykte så et ønske om, at Pytlick måtte komme ned fra korset inden påske… Jan Pytlick gik med på spøgen, da Ekstra Bladet besøgte ham i Skopje. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix

 

Sønderjyderne tog til Helsingør og tabte 24-28 med et hold, der var ramt af sygdom og skader, men Jan Pytlick vidste efter kampen godt, hvad der ville ske i dag.

– Jeg var helt på det rene med, at hvis vi tabte den kamp, så var beslutningen taget. Jeg har også gjort mig selv sårbar ved så tidligt på sæsonen at melde ud, at jeg ville stoppe til sommer et år før kontraktudløb, siger Jan Pytlick.

– Jeg havde håbet at gøre tingene færdige, for efter 31 år med tophåndbold ville jeg have foretrukket at slutte af uden en fyreseddel. Det er jeg træt af – og ked af. Men jeg kendte jo præmissen, da jeg skar et år væk af min kontrakt. Jeg vidste, det gjorde mig sårbar, fordi Klavs Bruun jo går i kulissen og hungrer efter at komme i arbejde,  hvilket jeg udmærket forstår.

– Hvorfor meldte du ud så tidligt?

– Det var sgu med respekt for klubben. Jeg bilder mig ind, at jeg er et ærligt menneske, og jeg ville give klubben mulighed for at finde en træner i god tid. Jeg kunne nemt have ventet til februar med at sige det.

Jan Pytlick ved fortsat ikke, hvad han vil beskæftige sig med i fremtiden.

– Jeg er 54 og tænkte, at hvis jeg skal noget andet, så skal det være nu. Ellers bliver det nok for svært, siger den mangeårige landstræner, der forleden kastede sig ud i rollen som flyttemand for sønnen Simon, der var optaget af landsholdet i Norge.

Ekstra Bladet kan afsløre, at der ikke dukker et Flyttemand Pytlick op i cvr-registret …



Source link

Flere Artikler