Hjem Verden Frankrig: Kan Eric Zemmour blive den næste præsident? Journalisten, der blander kortene i fransk politik – 24NYT

Frankrig: Kan Eric Zemmour blive den næste præsident? Journalisten, der blander kortene i fransk politik – 24NYT

af Extra Avisen

Udgivet på Gatestone

Financial Times kalder ham for “den højreekstreme”. For New York Times er han den “højreorientered kommentator”. For Die Zeit er han “manden, der splitter Frankrig”… Journalist og forfatter Eric Zemmour er ikke (endnu) en officiel kandidat til det franske præsidentvalg, men Frankrig befinder sig på grund af hans popularitet allerede i valgkamp.

1673
Eric Zemmour, som ifølge meningsmålinger ligger på andenpladsen efter den siddende præsident Emmanuel Macron til valget i Frankrig i 2022, repræsenterer det historiske Frankrig: Napeleons, Notre Dames og general Charles de Gaulles Frankrig; et Frankrig, der ikke ønsker at blive en islamisk republik. “Frankrig risikerer at blive endnu et Libanon”, siger Zemmour ofte og mener dermed et land, der er fragmenteret mellem sekteriske miljøer, der hader og frygter hinanden. (Foto: Christophe Simon/AFP via Getty Images)

Præsidentvalget finder sted om cirka 200 dage, men der går ikke en uge, uden at en meningsmåling forudser en stadigt større vælgertilslutning til Eric Zemmour i 2022. Magasinet Challenges udgav den 6. oktober en meningsmåling fra Harris Interactive, der giver ham 17%, hvilket er mere end National Samlings kandidat Marine Le Pen (der får 15% og er raslet 13 procentpoint ned siden i sommer). Zemmour er stadig under den siddende præsident Emmanuel Macron, der står til at få 24%. Men hvor længe?

Set udefra kan en estimeret vælgerandel på 17% til Zemmour forekomme lav. Men præsidentvalg har i Frankrig to runder. De her angivne meningsmålinger angår kun første runde, hvor der muligvis er 25 valgkandidater. Første rundes stemmeafgivning er derfor nødvendigvis spredt ud. Hvis valget blev afholdt i næste uge, ville de eneste to kandidater i anden runde være Macron og Zemmour.

“Vi har aldrig før set en så stor stigning i popularitet på så kort tid”, fastholder Jean-Daniel Lévy, der er vicedirektør i analyseinstituttet Harris Interactive. “Vi er vidner til et kollaps i selve vælgerbasen” for Marine Le Pen.

Hvem er Eric Zemmour? Han er manden, der gennembrød glasloftet i mediediskussionen ved at introducere emner som “indvandring” og “jihad” – som ingen havde vovet at tale om i offentligheden før. Han er en mand, der personificerer frygten for at se det traditionelle Frankrig – med kirketårne og “baguetten” – forsvinde under presset fra jihad og politisk korrekthed.

Zemmour udgav den 16. september en bog med titlen La France n’a pas dit son dernier mot (Frankrig har ikke sagt sit sidste ord), der handler om national identitet. Der blev solgt 100.000 eksemplarer den første uge. Zemmour repræsenterer det historiske Frankrig: Napeleons, Notre Dames og general Charles de Gaulles Frankrig; et Frankrig, der ikke ønsker at blive en islamisk republik. “Frankrig risikerer at blive endnu et Libanon”, siger Zemmour ofte og mener dermed et land, der er fragmenteret mellem sekteriske miljøer, der hader og frygter hinanden.

Zemmour er ikke en professionel politiker. Han begyndte som politisk reporter på avisen Le Figaro i 1990’erne, men da han var fremragende og havde begavede vurderinger af franske politikere, lige som han havde en dybtgående forståelse af politisk og historisk kultur, begyndte han at blive inviteret i radio og fjernsyn. Le Figaro gav ham en fast klumme, og i 2006 blev han en sand tv-stjerne. Han deltog i fem år i lørdagsshowet “On n’est pas couché” (“Vi er ikke gået i seng”), der gjorde ham kendt blandt alle i Frankrig. Showets vært, Laurent Ruquier, fortrød i 2015, at han havde slået sig sammen med Zemmour. “Vi var ikke klar over, at der ville vise sig et monster”, sagde Ruquir.

Hvorfor er Zemmour “et monster”? Fordi han hævder, at “franskmænd med indvandrerbaggrund kontrolleres mere end andre, fordi størstedelen af de illegalt handlende er sorte og arabere…. Det er en kendsgerning.” Zemmour blev i retten dømt for denne udtalelse, ikke fordi det var en løgn, men fordi påstanden ikke kan bevises. Fransk lovgivning forbyder brug af statistikker over etnicitet, som man har i Storbritannien og USA.

Zemmour chokerer folk, fordi han erklærer, at Frankrig holdt op med at være Frankrig dén dag, hvor landet gav forældre af fremmed herkomst lov til at give deres børn afrikanske eller muslimske fornavne (Muhammed er det mest almindelige navn i de parisiske forstæder). Zemmour udtaler, at han gerne vil genindføre en lov fra 1800-tallet, der pålægger alle franske borgere at give deres børn “franske fornavne”. Zemmour vil også have, at Frankrig ophører med at underlægge sig dommernes autoritet ved EU-Domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Ifølge Zemmour er det dem, der forhindrer udvisningen af udenlandske kriminelle.

Han er også kompromisløs angående samfundsforhold: imod kunstig befrugtning (“Jeg ønsker, at børn har en fader og en moder”), propaganda for transkønnede i skolerne, homovielser og LGBT-aktivisme i skolerne. Zemmour er ikke imod homoseksuelle, han siger blot, at “LGBT-lobbyister” og “minoriteter” bekriger Frankrig, lige som islamister bekriger alle vestlige lande.

Zemmours popularitet skyldes ikke, at han kommer med provokerende bemærkninger om indvandring og LGBT-rettigheder. Han er populær, fordi han i medierne sætter ord på nogle bekymringer, der tidligere kun blev luftet i familien eller blandt venner. Zemmours popularitet er i dag voksende i meningsmålingerne, fordi han nu flytter debatten fra medierne til den politiske scene.

Har Zemmour en reel chance for at blive præsident? Zemmour er ikke engang en officiel kandidat til præsidentvalget endnu. Han er også manden, der udtalte, at han ville “skuffe mange, hvis han ikke stillede op”.

Zemmour har af flere årsager en chance for at blive den næste præsident. For det første fordi Macron har bevist, at man kan vinde, selv om man ikke tilhører et politisk parti. Den uregelmæssighed kan derfor gentage sig.

Forfatningen for den femte republik i Frankrig er desuden opbygget omkring en særlig personlig relation med det franske folk. Systemet blev tilrettet Charles de Gaulle og blev vedtaget af det franske folk. Set fra dét perspektiv er mødet mellem Zemmour og franskmænd allerede en realitet. Da Zemmour arrangerede promoveringen af sin seneste bog, strømmede tusinder til for at hilse på ham.

Der er også andre årsager til Zemmours exceptionelle popularitet. For det første er den franske befolkning nu om dage opdelt i forskellige “målgrupper” eller interessesfærer. Inden for det politiske område er det vigtigste kendetegn for “målgrupperne” i Frankrig en følelse af “angst” og “vrede” mod eliterne, der faciliterede masseindvandring uden at rådføre sig med den indfødte befolkning. Tillidsbarometeret er en meningsmåling, der årligt udgives i Frankrig af forskningscenteret Cevipof ved Instituttet for Politiske Studier i Paris, og det er en god indikator for den “træthed, surhed og mistillid”, som et flertal i den franske befolkning tilsyneladende føler over for den politiske klasse.

En vej ud af vælgernes blindgyde

Zemmours hastige popularitet har en sideeffekt: Han har åbnet en udskammet blindgyde, som de franske vælgere er fanget i. Vælgernes blindgyde blev udtænkt i midten af firserne af Frankrigs socialistiske præsident François Mitterrand: at splitte højrefløjen for at forhindre den i at genvinde magten. Mitterand promoverede i statslig radio og tv et mikroskopisk parti på den yderste højrefløj, National Front, der som de første vovede at udtrykke indvandringsmodstand.

Fra midten af firserne og frem til nu har medierne og venstrefløjen sammen fremstillet en kraftfuld udskamningsmaskine for at stemple enhver, der vovede at hæve stemmen vedrørende indvandringen, som en “racist” og “nazist”.

Udskamningspolitikken var så effektiv, at selv Marine Le Pen, lederen af National Samling (som National Front nu kalder sig) for nylig forsøgte at undgå at blive stemplet som “nazist” ved at sige positive ting om muslimsk indvandring og ikke udelukke brug af indvandring for at afhjælpe en påstået mangel på arbejdskraft.

Med Zemmour arbejder de antiracistiske medier derimod i et tomrum nu. Jo mere medierne forsøger at stemple Zemmour som “nazist”, jo mere er hans popularitet blandt vælgerne vokset.

Herudover foreslår det højreorienterede parti Republikanerne, der ikke har turdet udtale ordet “indvandring”, nu at “bringe den lempelige indvandring til ophør” og standse “ukontrolleret indvandring”. Selv Macron har under en privat samtale indrømmet, at Zemmour “havde ret” angående indvandring.

Zemmours kamp er først lige begyndt. Én ting er dog sikker: Zemmour genskaber en reel demokratisk debat om emner – sikkerhed, indvandring, islam – der virkelig betyder noget for franskmændene. For mange er Zemmour den sidste chance for at undgå, at Frankrig bliver en islamisk nation eller et “Libanon i Europa”.

Yves Mamou er forfatter og journalist, bosiddende i Frankrig, og han har igennem to årtier arbejdet som journalist ved Le Monde.

Source link

Flere Artikler