Fra skurk til helt: Sønnerne har hjulpet


Advertisement

Kristoffer Pallesen er symbolet på AaB’s optur denne sæson.

Man fornærmer ikke den sindige jyde ved at skrive, at han ikke er Superligaens mest iøjnefaldende eller kampafgørende spiller.

Denne sæson har backen leveret det ene raid fra højre efter det andet. Indlæggene har ramt plet, og det er blevet til fem assists i ni Superliga-kampe.

I de første 97 Superliga-kampe for nordjyderne leverede Kristoffer Pallesen ligeledes fem assists…

Kristoffer Pallesen har ramt plet denne sæson. Foto: Jens Dresling

 

Efter er periode med svingende resultater og sportslige skuffelser, er det igen populært at være fodboldfan i Aalborg og omegn. Søndag aften gælder det Brøndby på Vestegnen.

AaB har hentet 16 point ud af 18 mulige i de seneste seks Superliga-runder, ligesom spillestilen under cheftræner Martí Cifuentes ’endelig’ viser lovende takter og giver løfter om endnu mere.

– Jeg kan kun sige, at det er rigtig sjovt at spille for AaB lige nu. Jeg har været i klubben i godt og vel fire år, og jeg kan ikke huske en bedre stime. Hverken med resultater eller spillet på banen.

– Det er da også sjovere at være Kristoffer Pallesen lige p.t., for det er altid federe, når det går godt. Jeg får meget kredit på grund af mine oplæg. Det er meget målbart, men jeg er nødt til at påpege, at jeg altså ikke var totalt boldmongol for fem uger siden, siger Kristoffer Pallesen med et grin.

Han kan det hele netop nu, Kristoffer Pallesen. Foto: René Schütze
Han kan det hele netop nu, Kristoffer Pallesen. Foto: René Schütze

 

Den 31-årige AaB-back er dog ikke blind for, at karrieren for alvor har taget fart på det seneste – og særligt denne sæson.

Tidligere er Kristoffer Pallesen mere blevet betragtet som en bundsolid rugbrødsspiller.

Og når det er gået allerværst, så har han, for at sige det mildt, ikke været nogen fan-favorit i Aalborg. Det var en intern fan-joke, at der ville blive uddelt en præmie til ham/hende, der rundt omkring i byen kunne finde flest bolde, som Kristoffer Pallesen havde sparket ud af stadion under sine indlægsforsøg.

– Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke havde lagt mærke til det. Selvfølgelig har jeg det. Jeg ville elske, hvis alle holdt af mig, men sådan fungerer det ikke i fodboldverdenen. Man er som spiller nødt til at dække sig til i teflon. For selv om alle elsker dig søndag, så kan du være hadeobjekt nummer ét mandag. Sådan er det.

– Jeg prøver ikke at tage kritikken til mig. Ligesom jeg heller ikke lader det stige mig til hovedet, hvis jeg får ros. Set i bakspejlet, så ville jeg ønske, jeg havde haft den evne for fem-seks år siden også. Dengang lod jeg mig påvirke for meget af, hvad folk tænkte om mig – og særlig, hvis jeg ikke præsterede godt nok.

– Jeg er heldigvis blevet bedre til at distancere det, og det har hjulpet mig. Det er noget, der kommer med alderen, tror jeg.

– Det hjalp også, at jeg blev far. Selv om man kommer hjem og har spillet vildt godt eller skidt, så skal der stadig skiftes bleer og leges med børnene. Det giver mig en enorm tryghed, siger Kristoffer Pallesen, der har to sønner på henholdsvis fire og et år.

Navn: Kristoffer Pallesen

Født: 30. april 1990 (31 år) i Aarhus

Karrieren i tal:

Ungdomsfodbold i AGF

2009-2011: Skovbakken

2011-2013: Hobro IK

2013-2017: Viborg FF

2017-?: AaB

——— SPLIT ELEMENT ———

Fodboldspiller og jurist

Kristoffer Pallesen har uddannet sig til jurist sideløbende med fodboldkarrieren og fik sit diplom i januar. Foto: René Schütze
Kristoffer Pallesen har uddannet sig til jurist sideløbende med fodboldkarrieren og fik sit diplom i januar. Foto: René Schütze

Det lå ikke i kortene, at Kristoffer Pallesen skulle blive professionel fodboldspiller, da Aarhus-knægten rendte rundt i AGF som U-spiller.

– Når det gik rigtig godt, så agerede jeg helt bogstaveligt træningskegle for førsteholdet. Der mistede jeg lidt lysten til fodbold og tog så til Skovbakken, hvor jeg fik en ung Jakob Michelsen som træner.

– Det var meget heldigt, for han tog mig med til Hobro, og derfra gik det slag i slag, fortæller Kristoffer Pallesen, der stadig ikke så nogen stor fremtid i fodbolden.

– Jeg kunne ikke se, jeg nogensinde skulle leve af fodbold. Så jeg begyndte at studere jura. Jeg havde brug for at supplere lønnen i Hobro med SU.

– Jeg så mig selv som en studerende, der spillede fodbold. Det var først, da tingene begyndte at tage fart i Viborg FF i Superligaen, at jeg fik vendt den rundt og blev fodboldspiller, der studerede ved siden af.

Kristoffer Pallesen har brugt hovedet - også uden for banen. Foto: Jens Dresling
Kristoffer Pallesen har brugt hovedet – også uden for banen. Foto: Jens Dresling

 

I januar modtog Kristoffer Pallesen sin kandidatgrad i jura. Efter ni år på skolebænken ved siden af fodbolden.

– Jeg er stolt af, at det lykkedes. Men for at være ærlig, så fungerer jeg bedst, hvis jeg får stimuleret hjernen, når ikke jeg spiller fodbold.

– Det er et fysisk hårdt arbejde at være fodboldspiller, men der er også rigtig meget fritid. Der vælger mange at se tv eller spille computer. Jeg restituerede bedst ved at stikke hovedet i lovparagrafferne.

– En kyniker kunne argumentere for, at du har fået dit formopsving, fordi du netop ikke skal sidde med hovedet i lovbøgerne længere. Hvad tænker du om det?

– Den køber jeg ikke. For så siger kynikeren implicit, at jeg ikke har været god de sidste ni år, og jeg har altså godt kunne spille fodbold inden denne sæson også. Ellers havde jeg ikke siddet her i en stor klub som AaB og haft tæt på 200 Superligakampe for dem og Viborg FF.

——— SPLIT ELEMENT ———

Kristoffer Pallesen om:

Martí Cifuentes

Tingene har for alvor klappet for AaB, Cifuentes og Pallesen denne sæson. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Tingene har for alvor klappet for AaB, Cifuentes og Pallesen denne sæson. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

 

– Hans spillestil har helt sikkert hjulpet mig. Jeg er blevet mere offensiv, og det forventes, jeg kommer frem til flere indlæg. Han skal have en kæmpe ros for, at det går godt i AaB. Han troede hele tiden på sine principper og sin stil. Det tager tid at implementere en spillestil som hans, men han og klubben vaklede aldrig.

Kontrakten med AaB til 2024

– Jeg håber, jeg får lov til at afslutte min karriere i AaB. Men man kan aldrig være sikker på noget i fodboldens verden. Jeg tror ikke, der var mange af spillerne i Esbjerg, der havde forudset en sæson som den, de har været igennem nu … Det er op til mig selv at være god nok til at holde min plads, for AaB er en klub, der satser på unge folk med videresalgspotentiale. Det er der næppe i mig …

Kristoffer Pallesen har haft godt fat i modstanderne, men han tvivler på, at han fortsætter i fodboldverdenen, når karrieren engang slutter. Foto: René Schütze
Kristoffer Pallesen har haft godt fat i modstanderne, men han tvivler på, at han fortsætter i fodboldverdenen, når karrieren engang slutter. Foto: René Schütze

 

Fremtiden

– Trænere nu om dage er fodboldnørder. De skal virkelig gå op i det taktiske. Jeg kan stadig bedst lide at få taktikken serveret. Derfor tvivler jeg på, der er en træner gemt i mig. Jeg forestiller mig at bruge min juridiske uddannelse, når fodbolden en dag er et overstået kapitel.

Hvordan en jurist passer ind på et fodboldhold

– Det må du spørge alle andre om. Jeg synes selv, jeg passer fint ind. Der er meget andet at tale om i AaB end FIFA og Counter Strike. Men jeg vil sige, at jeg får givet min del af råd omkring selvangivelser og de små, gængse spidsfindigheder inden for juraen.



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide