Forsvarer Dorph og Gaardbo: ‘Påstandene mod dem er absurde’


Tidligere TV 2-profil Niels Brinch blander sig nu for første gang i debatten om MeToo-anklagerne mod sine tidligere kolleger Jes Dorph-Petersen og Jens Gaardbo

Niels Brinch blander sig nu i sagerne om Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersens exit fra TV 2. Foto: All Over Press
Niels Brinch blander sig nu i sagerne om Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersens exit fra TV 2. Foto: All Over Press

For første gang, siden det kom frem, at både Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen var fortid på TV 2 efter en ekstern advokatundersøgelse af sexisme og sexchikane på kanalen, giver tidligere TV 2-vært Niels Brinch nu sit synspunkt offentligt til kende.

I et opslag på Facebook kalder Niels Brinch TV 2’s håndtering af sagerne om sine tidligere kolleger og venner for ‘absurd’.

‘Jeg har i mange år kendt såvel Jes Dorph-Petersen som Jens Gaardbo som gode venner og kolleger. Det var derfor et chok, at de begge med få ugers varsel røg ud af TV 2. Begrundelserne var endnu mere chokerende. Fordi de begge angiveligt for omkring 20 år siden havde haft et kortvarigt forhold til en kvindelig journalist-praktikant på TV 2. Dertil nogle få andre klager,’ skriver han og fortsætter:

‘Hele TV 2’s ageren i denne sag er absurd. At de to mænds karrierer skulle ende på denne måde, er absurd. Påstandene mod dem er også absurde. En advarsel, en påtale eller anden sanktion kunne jeg måske til nød forstå. Selvom det i lyset af sagernes substans også efter min mening ville have været forkert.’

Både Jens Gaardbo og Niels Brinch blev ansat på TV 2 i 1988, mens Jes Dorph-Petersen blev ansat året efter.

Forstå hele sagen om Jes Dorph her.

Alvorlige anklager
Anklagerne, der ledte til både Gaardbo og Dorphs afgang fra TV 2, drejer sig om hændelser, der ifølge advokatundersøgelsen fandt sted på TV 2 for år tilbage.

Ifølge anklagerne skal Gaardbo for 20 år tilbage have udvist dårlig dømmekraft, da han var ansat som nyhedschef, samt have overtrådt TV 2’s personalepolitik.

Siden sin fratrædelse har Gaardbo været tavs om anklagerne.

Anklagerne mod Jes Dorph-Petersen drejer sig om to sager fra henholdsvis 2001 og 2003, hvor Dorph ifølge anklagerne blandt andet har tiltvunget sig sex med en kvindelig kollega.

Jes Dorph-Petersen har igennem hele processen nægtet anklagerne, og han har siden klaget til Advokatrådet og Datatilsynet, fordi han føler sig uretfærdigt behandlet i forbindelse med den interne advokatundersøgelse.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en uddybende kommentar fra Niels Brinch, men i en sms oplyser han, at han for nuværende må henvise til Facebook-opslaget.

I opslaget skriver han, at han senere vil komme med uddybende betragtninger om det, han kalder ‘to skampletter på TV 2 Danmarks historie’.

TV 2’s kommunikationsafdeling oplyser til Ekstra Bladet, at TV 2 ingen kommentarer har til den kritik, der fremføres af Niels Brinch i Facebook-opslaget.



Source link