Formodet seriekrænker varetægtsfængslet


Torsdag klappede fælden for en formodet seriekrænker, der har blufærdighedskrænket flere kvinder i Trige gennem de sidste to uger

En 20-årig mand fra Randers blev fredag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Østjyllands Politi skriver på Twitter, at han er blevet varetægtsfængslet i fire uger i surrogat på en psykiatrisk afdeling.

Han erkendte delvist og kærede ikke kendelsen om varetægtsfængsling.

Østjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at han er sigtet for otte forskellige forhold.

Han er blandt andet sigtet for blufærdighedskrænkelse af flere unge piger og kvinder i alderen 15-32 år, hvor han har befølt og forsøgt at kysse flere af sine ofre mod deres vilje.

Manden meldte sig selv klokken 21.00 torsdag aften på politistationen i Aarhus C, hvor han fortalte, at det var ham, der fremgik af billederne, som politiet havde offentliggjort 31. august.

Genkendt af sin far
Ifølge BT var den unge mands far mødt op til grundlovsforhøret, og han skulle selv have opdaget efterlysningsbillederne af sønnen og være gået med ham til politigården. Ifølge mediet kom det frem under grundlovsforhøret, at den 20-årige mand tidligere er blevet udredt i psykiatrien, og at han fik diagnosen ‘lettere retarderet’ som 12-årig.

– Vi er meget tilfredse med, at vi nu har anholdt den formodede gerningsmand, som har skabt meget stor utryghed i området. Det er en sag, der har haft høj prioritet, og vi har efterforsket den intenst og løbende haft patruljer derude.

– Jeg vil gerne takke borgerne for at have bidraget både med tip og med de massive delinger af de billeder, vi offentliggjorde i sagen, siger politiinspektør Brian Voss Olsen i pressemeddelelesen.

Otte anmeldelser
Politiet skrev tidligere i en pressemeddelelse, at de havde fået otte anmeldelser fra kvinder, der alle var blevet antastet af manden.

En 15-årig pige beretter, hvordan hun blev kontaktet af manden en mandag aften, da hun gik på Trige Centervej. Her komplimenterede han hendes krop og befølte pigens bryst.

Da pigen forsøgte at skubbe hans hånd væk, blev manden aggressiv. Pigen satte i løb, og hendes forældre kontaktede politiet.

Dagen efter anmeldte to piger lignende situationer, og i alt er otte anmeldelser om seriekrænkeren altså løbet ind hos Østjyllands Politi, der nu har anholdt en mand, som de formoder står bag forbrydelserne.



Source link

Advertisement