For meget: Blærerøv kvajer sig


Rapstjernen Drake hylder sig selv, men han har ikke meget af have det i på endnu et overlangt album

Aubrey Drake Graham får hjælp af gæster som Lil Wayne, Nicki Minaj, Jay-Z og Travis Scott. Foto: Republic
Aubrey Drake Graham får hjælp af gæster som Lil Wayne, Nicki Minaj, Jay-Z og Travis Scott. Foto: Republic

Så er den gal igen.

Knap har man kæmpet sig igennem Kanye Wests 109 minutter lange makværk, ’Donda’, før klaphattens rival Drake er klar med sin nye udgave af ’længe ventet’ storhedsvanvid med ringe substans.

Drake er svagt tilbage i form af ’Certified Lover Boy’, der strækker sig over 86 minutter.

En tredjedel af opusset er ret vellykket. Resten skal man være stalker for at finde interessant.

I vanlig stil bekymrer Drake sig ikke om bagateller som effektfulde melodier, hooks og omkvæd, så over døsige grooves rabler han tilbagelænet løs om sig selv.

Det handler naturligvis mest om, hvor fantastisk Drake mener, at Drake er, og når han undtagelsesvis tvivler lidt på egen formåen, er det ofte så uinspireret, at hverken hans psykolog eller vennerne nok gider høre på det over en vandpibe.

Siger undskyld
Af og til fortjener han imidlertid opmærksomhed. På ’Fucking Fans’ siger idolet undskyld til kæresten for at, ja, kneppe fans, og selvom det er sjusket skrevet, så virker det faktisk.

Drake nævner København på ’7AM on Bridle Path’, men ellers kommer verdensstjernen fra Toronto ikke meget ud af sit sædvanlige nærmest antimusikalske nabolag.

Drake under canadierens seneste danske besøg i Royal Arena på Amager i 2017. Foto: Nanna Navntoft
Drake under canadierens seneste danske besøg i Royal Arena på Amager i 2017. Foto: Nanna Navntoft

Man får et mindre chok, når han halvvejs inde på albummet pludselig boltrer sig i noget så sjældent som en dynamisk produktion på højdepunktet ’No Friends In the Industry’.  

Som det meste af det, Drake siger, skal titlen ikke tages bogstaveligt, for albummet er spækket med prominente gæster fra Nicki Minaj over Jay-Z til Lil Wayne.

Det boblende afrobeat under ’Fountains’ vækker opsigt på et alt for endimensionelt udspil, hvor man vitterlig skal lede efter sange, der bare tilnærmelsesvis kan retfærdiggøre Drakes status som genreikon.

Lad os håbe, han aldrig slutter fred med Kanye. For så laver de et fælles album på 195 minutter. Det bliver heller ikke værd at vente på.

Coveret til Drakes sjette album, 'Certified Lover Boy', er kreeret af den engelske kunstner Damien Hirst.
Coveret til Drakes sjette album, ‘Certified Lover Boy’, er kreeret af den engelske kunstner Damien Hirst.

 



Source link

Advertisement