Fodboldspiller død efter fald fra fly


Advertisement

De afghanske myndigheder bekræfter, at det var en 17-årig fodboldspiller fra ungdomslandsholdet, der styrtede i døden mandag i Kabuls Lufthavn

Kaotiske scener i Kabuls lufthavn, da et amerikansk fly lettede. Foto: Ritzau Scanpix
Kaotiske scener i Kabuls lufthavn, da et amerikansk fly lettede. Foto: Ritzau Scanpix

Billederne gik verden rundt, da desperate afghanere forsøgte at klamre sig  til ydersiden af den nederste del af et amerikansk C-17-fly, mens det bevægede sig hen ad startbanen.

Efterfølgende kunne det amerikanske luftvåben oplyse, at der var fundet menneskelige rester i hjulene på et amerikansk militærfly, som mandag lettede fra Kabul.

Og nu har de afghanske myndigheder bekræftet, at en af de dræbte er det 17-årige fodboldtalent Zaki Anwari. Det statstyrede General Directorate of Physical & Sports har lagt et opslag på Facebook, hvor de begræder hans død.

Det er fortsat uklart, hvad der helt præcist skete med den 17-årige dreng, men efter sigende faldt han ned fra flyet, imens det var i luften.

Zaki Anwari spillede på det afghanske ungdomslandshold, og det afghanske landshold bekræfter også hans død på deres Facebook-side.

Kaos i lufthavnen
Ekstra Bladet har tidigere beskrevet kaosset i lufthavnen, som desperate afghanere søgte til, efter at Taliban erobrede Kabul.

Voldsomme billeder og videoer fra lufthavnen begyndte derefter hurtigt at florere på nettet. I en af videoerne så man, hvordan flere personer sad på ydersiden af den nederste del af et amerikansk C-17-fly, mens det bevægede sig hen ad startbanen.

Andre videoer viste et tilsvarende fly forlade lufthavnen, hvorefter man kort efter kunne se noget, der tilsyneladende faldt fra flyet.



Source link

Advertisement

Advertisement