Flere betjente bliver truet på sociale medier: ‘Død over dig, din mor og din luderdatter’


»Din lille luderunge, død over dig, din mor og din luderdatter, hvis du nogensinde får sådan en, din fucking skide panser luderunge.«

Sådan lyder den første del af en voldsomt truende besked, som en betjent fra Østjyllands Politi for halvanden uge siden modtog i sin private Facebook-indbakke fra en 22-årig mand.

Det fremgår af retsbogen fra grundlovsforhøret af den 22-årige, som B.T. har fået aktindsigt i.

Truslerne kom efter, at den 22-årige havde modtaget et anklageskrift om, at han havde været truende overfor betjenten i forbindelse med en anden sag, hvilket han var uenig i.

Han blev vred, og da betjentens navn fremgik af anklageskriftet, valgte han at gå på Facebook med sit raseri. Det forklarede han til grundlovsforhøret.

Han søgte på betjentens navn og sendte bagefter beskeden, hvor både betjenten og hans familie blev truet:

»Verden er ikke så stor, som du tror, jeg skal kneppe din gamle ludermor, der ligger derhjemme. Død over sårn en ludergris som dig, vi ses snart!!!! Skal nok finde dig, uanset hvad du tror, om det er dig, din søster eller mor,« stod der videre i beskeden, fremgår det af retsbogen.

Anklager hos Østjyllands Politi, Maria Buus, kaldte det for en ‘dødstrussel’, og det er desværre ikke en sjældenhed, at betjente modtager private trusler som disse. Tværtimod.

Det fortæller Anita Frank, der er tillidsrepræsentant for betjentene i Østjyllands Politi og formand for Østjyllands Politiforening:

»Det er min fornemmelse, at vi oplever det mere og mere, og at det samtidig bliver mere og mere barsk,« siger hun.

Hun tror især, det skyldes de sociale medier, som har gjort det meget nemmere at finde og kontakte betjentene privat. En skidt tendens, som de tager meget alvorligt i Politiforeningen.

»Når det kommer til deciderede trusler på sociale medier som Messenger, hvor de måske truer på livet eller familie, så er det rigtig, rigtig ubehageligt,« siger hun og fortsætter:

»Vi ved erfaringsmæssigt, at det kommer til at påvirke dem meget. Man får jo en psykisk påvirkning af det. Så det er noget, vi tager meget alvorligt,« lyder det fra hende.

Det er nemlig heller ikke kun i Østjylland, at det er en stigende tendens, at betjente også bliver truet, når de ikke er iført politiuniformen.

Ifølge Anna Frank er det et landsdækkende problem, som man arbejder målrettet på at få mindsket.

»Vi har et virkelig stort ønske om, at vi betjente ikke længere kommer til at fremgå med navns nævnelse på anklageskrifter og lignende,« siger hun.

For selvom man er politibetjent, og måske er lidt mere hårdfør end andre, så skal man stadig kunne holde fri, uden at blive udsat for chikane og trusler.

»En ting er, når det foregår i arbejdstiden, men det er noget helt andet, når det foregår i fritiden,« lyder det fra tillidsrepræsentanten.

Den 22-årige blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet i fire uger, men kærede afgørelsen. Politiet venter derfor nu på, om landsretten stadfæster afgørelsen.

Af retsbogen fremgår det, at han tidligere er straffet for lignende tilfælde. I 2018 fik han blandt andet en betinget fængselsdom på seks måneder for vidnetrusler og vold.



Source link