Hjem Sport FCK er videre i Conference League

FCK er videre i Conference League

af Extra Avisen


En drømmestart kan nogle gange kalde lidt for voldsomt på en kollektiv slapper på sovesofaen – og i nogle tilfælde smadre det, der kunne have været en magtdemonstration af en opfølgning.

Sådan gik det også et stykke af vejen for FCK, men løverne udspillede og maste dog over tid og uden problemer Lincoln Red Imps og vandt 4-0 i Conference League – med hele syv 18-årige teenagere i store hovedroller.

Samtidig spillede Slovan Bratislava og PAOK 0-0 i Slovakiet, og dermed er FC København vinder af gruppen uanset resultatet i den sidste gruppekamp mod Slovan Bratislava.

FC København smaskede fra start de hårdt arbejdende knoklere hos Lincoln Red Imps tilbage til start- og landingsbanen på hovedvej 1 bag stadion, og bum-bum-bum! De 18-årige teenagere, der fik chancen fra start, kom buldrende og bragende, og vupti stod den 2-0 til københavnerne.

FCK er videre i Conference League
FCKs vidunderknægte kørte et tamt gibraltarisk mandskab over torsdag aften. Foto: Jon Nazca/ Ritzau Scanpix

 

De begyndte så hurtigt at iføre sig lidt for store smil, når smart tænkte aktioner ikke lykkedes, eller Peter Ankersen sendte et hjørnespark fra modsatte side bag om mål.

Men lad os dvæle ved glæderne først i en kamp, hvor FCK med førstepladsen har direkte adgang til 1/8-finalerne og fri fra playoff-kampe mod de neddumpende treere fra Europa League.

Det var en forrygende entré, københavnerne fik med Isak Johannessons scoring efter noget affald fra lige så unge Hakon Haraldsson efter sølle fire-et-halvt minut spillet på kunstgræsset i Gibraltar.

Smukt islandsk samarbejde og en flad og iskold scoring fra Johannesson, og det skulle blive endnu bedre blot to minutter senere, da Lukas Lerager med solid timing pandede 2-0 ind på Pep Biels hjørnespark.

Isak Johannesson spillede en flot kamp og kronede det med en scoring. Foto: Jon Nazca/ Ritzau Scanpix
Isak Johannesson spillede en flot kamp og kronede det med en scoring. Foto: Jon Nazca/ Ritzau Scanpix

 

Lincoln-keeperen Dayle Coleing faldt tungt som en knagende skibs-eg i forsøget på at forhindre scoringen, men sådan er det. Fem minutter før pausen sprællede den store keeper fornemt og fik en solid højrelab på Pep Biels hovedstødsforsøg.

Det lignede jo en endegyldig massakrering af de fuldtidsarbejdende modstandere – postbude, folk fra skattevæsenet, en grænsebetjent og eksempelvis en militærbetjent, der først fik fri fra nattevagten kl. otte torsdag morgen.

Da de først havde gnedet søvnen ud af øjnene, kunne de se Jens Stage banke en giga-chance højt over mål fra klos hold i det 10. minut, og fem minutter senere kunne såvel Stage som Johannesson blot se sidstnævntes forsøg blive pareret omkring målstregen.

De næste 35 minutter gik der så kollektiv valium i  FCK’erne, der udefra set virkede lige lovligt tilfredse med tingenes tilstand, måltavlens status og antallet af landinger i lufthavnen lige ved siden af.

Folkene fra kronkolonien udviklede et vist raseri, der kastede seje tacklinger af sig – og kostede et par gule kort. Men også en chance til Liam Walker, der med et bedre højreben kunne have reduceret kort inden pausen.

En række FCK-profiler var ikke med i kampen - til gengæld leverede de medrejsende fans en festlig præstation. Foto: Jon Nazca/ Ritzau Scanpix
En række FCK-profiler var ikke med i kampen – til gengæld leverede de medrejsende fans en festlig præstation. Foto: Jon Nazca/ Ritzau Scanpix

 

500 hvidklædte FCK-fans havde allerede inden kampstart invaderet stadion i Gibraltar, hvor FCK stillede uden ni skadede og på anden måde ramte spillere  – Rasmus Falk og Kamil Wilczek blev hjemme på grund af sygdom.

Fire teenagere – Haraldsson, Bøving, Johannesson og Kristiansen – blev efter en time forvandlet til seks og siden syv 18-årige spillere på banen – Elias Jelert, Rasmus Højlund og Daniel Harbo.

Men først efter, William Bøving på Isak Johanessons ekvilibristiske forarbejde på randen af offside havde serviceret sin unge makker og scoringen til 3-0 i det 63. minut.

Rasmus Højlund – den syvende knægt på 18 – øgede til 4-0 ti minutter efter sin indskiftning. Og igen med Isak Johannesson som oplægger.

18-årige Højlund lukkede og slukkede med sin 4-0-scoring. Foto: Jon Nazca/ Ritzau Scanpix
18-årige Højlund lukkede og slukkede med sin 4-0-scoring. Foto: Jon Nazca/ Ritzau Scanpix

 

De unge løver fik chancen, bestod med glans, FCK er videre i Europa også efter nytår, og der var ikke langt til lufthavnen efter kampen!

Og indtil da kan de jo give den fuld gas i ligaen efter at have meldt sig ud af pokalturneringen …

Guldfugl sprænger alle rammer



Source link

Flere Artikler