Et samfund i frygt: Forstad leder stadig efter krænkeren


De unge piger ser sig en ekstra gang over skulderen. Du møder dem kun i flok nu. Gerne to-tre stykker sammen – eller ledsaget af deres forældre.

Piger, der er i en alder, hvor de normalt befinder sig så langt væk fra mor og far som muligt. Gerne ude – og gerne ude så sent som muligt.

Men sådan er det ikke lige nu. For i Trige er de ramt af kollektiv frygt.

En frygt, der manifesterer sig ved en konstant overvågning af byens gader og stræder.

I dag skrev den lokale skole ud på Aula til alle forældre. En mand havde henvendt sig til nogle børn. Skolen understregede, at de var ekstra opmærksomme i den her tid.

Det viste sig bare at være en storebror. Alle er på dupperne. Hele tiden.

Trige er sådan en by, hvor alle kender alle. Derfor ved man også, hvis datter, der mandag løb så hurtigt, hendes ben kunne bære hende, efter hun havde stået ansigt til ansigt med krænkeren som den første.

Måske er det også derfor, at hele byen nu er rykket sammen. Over havelågen og i byens Facebook-gruppe bliver der udvekslet bekymringer, og der bliver lagt planer.

»Vi planlægger at gå rundt og holde øje. I morges var vi ude at gå klokken 8. Vi ville være sikre på, skolebørnene kunne komme i skole i sikkerhed,« siger Kenneth Valentin Dupont, som er far til det første offer.

For der er intet tidspunkt på døgnet, hvor de føler sig sikre. End ikke om morgenen, når børnene er på vej til folkeskole.

Det siger noget om frygten. Det er ikke frygten for monsteret, der hopper frem fra busken i en gyde efter mørkets frembrud.

Det er frygten for en mand, der gør det på alle tider af døgnet. End ikke på vej til skole en fredag morgen, har børnene helle. Og når børn ikke har helle, har deres forældre det heller ikke.

»Vi har det i baghovedet hele tiden,« siger Kenneth Valentin Dupont.


Kenneth Valentin Dupont er far til det første offer.


Kenneth Valentin Dupont er far til det første offer.

Vis mere

De mærker det også på den lokale skole, Bakkegårdsskolen, hvor lærerne tager hånd om eleverne.

»Vi taler med dem om, hvordan det føles, og hvad man kan gøre. Vi giver dem bare lov til at tale om den utryghed, de kan have,« siger skoleleder, Torben Mervig.

Generelt ser man opmærksomme voksne på gaderne og i vinduerne i disse dage.

»Jeg ser forældre sidde på bænkene på legepladsen og holde øje. Eller kigge med fra altanen. Sådan plejer det ikke at være,« siger Kenneth Valentin Dupont.

Også om aftenen er patruljeringen og overvågningen i gang. Kenneth Valentin Dupont har tidligere startet en Facebook-gruppe – We walk and watch hedder den. Og som navnet antyder, betyder det, at grupper går rundt i området og holder øje. Første gang var det efter episoder med hærværk.

Selvom de går hver dag, har de ikke fundet manden endnu. Det har politiet heller ikke. De oplyser dog, at de har fået nogle tips – desværre ikke nogen, der har ført til en anholdelse af gerningsmanden.

Politiet understreger dog, at de stadig er i fuld gang med at efterforske sagen for at finde gerningsmanden.

Kenneths Valentin Duponts egen datter er tilbage på sin efterskole. Hun havde brug for at komme væk fra den by, hun nu ser på som farlig. Hun ønsker ikke at være i Trige, så længe hendes krænker ikke er fundet.



Source link