Engelsk frygt for enorm nedtur

EM-eurforien har også ramt England. Foto: Ritzau Scanpix


Taber englænderne til Danmark på onsdag, vil det være en skuffelse af historiske dimensioner

Det danske landshold blev modtaget som helte i Helsingør efter Tjekkiet-kampen

Det er noget af et EM-eventyr, som Kasper Hjulmand og co. har skudt i gang denne sommer.

Med en stejlt stigende formkurve står Danmark i den fjerde EM-semifinale i historien, hvor fodboldens moderland, England, onsdag venter i fodbold-katedralen Wembley.

Her er der også gang i et eventyr.

Efter fem kampe, der har givet fire sejre, heriblandt den historiske triumf mod Tyskland i ottendedelsfinalen, drømmer englænderne om, at fodbolden endelig kommer hjem.

Og selv om respekten for det danske landshold er stor, så vil alt andet end en engelsk finaleplads være en enorm maveplasker for Gareth Southgates mandskab.

EM-eurforien har også ramt England. Foto: Ritzau Scanpix
EM-eurforien har også ramt England. Foto: Ritzau Scanpix

 

– Efter endelig at have slået Tyskland og storsejren over Ukraine, vil det være en enorm skuffelse, hvis England ryger ud nu, for vi har jagtet dette så længe, siger Daily Mirrors ’chief football writer, John Cross, til Ekstra Bladet med henvisning til den engelske trofætørke siden VM i 1966.

– Jeg er meget imponeret over Danmark, der har spillet bedre og bedre, men det er en kæmpe mulighed. Inden turneringen var der ingen, som havde regnet med, at så mange af de store hold ville være ude inden semifinalen, og England skulle møde Danmark, lyder det fra Cross, der fortæller, at englændernes skepsis overfor deres hold er forsvundet efter de seneste kampe.

– Inden turneringen fyldte det meget, om spillere som Jordan Henderson og Harry Maguire blev klar. Holdet begyndte godt mod Kroatien, men leverede så en skuffende præstation mod Skotland. Men siden er det kun gået fremad.

– Det handler ikke kun om momentum og vores hjemmebanefordel. Jeg synes, England har vist sig som et virkelig stærkt hold i de seneste kampe, konstaterer den engelske fodbold-journalist, der dog ligesom de fleste andre iagttagere har næsegrus respekt for, hvad Danmark har præsteret til EM.

Ikke mindst, fordi semifinalen er kommet i hus i kølvandet på Christian Eriksens kollaps i premieren mod Finland.

– Vi kender og respekterer mange af jeres spillere, men Christian Eriksen var stjernen, og den måde, holdet har håndteret hans situation, har været fantastisk, konstaterer han.

– Det føles lidt som 1992. Danmark er underdogs og folkets favoritter, medgiver John Cross, der ligesom mange andre især er faldet for en dansk spiller.

Sejren over Tjekkiet har skabt ekstase i Danmark. Foto: Lars Poulsen
Sejren over Tjekkiet har skabt ekstase i Danmark. Foto: Lars Poulsen

 

– Som sagt kendte vi mange af jeres spillere på forhånd, men jeres venstreback, Mæhle. Wow! Sikke en spiller, lyder det anerkendende.

Men uanset de danske kvaliteter, så vil alt andet end engelsk triumf på onsdag være noget nær en national katastrofe.

– Vores muligheder har aldrig været større, så det vil være et enormt antiklimaks, hvis det glipper.



Source link