Endelig fandt hun lykken i Moskva


Advertisement

Kathrine Heindahl er langt om længe blevet forenet med sin mand i et Rusland hårdt ramt af corona

Kathrine Heindahl mangler stadig at blive vaccineret færdig, men når det formentlig inden VM i december. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Kathrine Heindahl fik lov at afspadsere under kvindelandsholdets togt til Færøerne, og det skal være den stærke stregspiller velundt. Der er nemlig ikke meget, der på det private plan er gået hendes vej, siden hun januar 2020 skrev kontrakt med CSKA Moskva og senere med bøvl og besvær startede i jobbet sidste sommer.

Den 29-årige landsholdsspillers togt østpå skulle også have inkluderet kæresten Casper fra start, men den familiesammenføring satte corona en effektiv stopper for. Det er først nu, det er lykkedes at få kæresten flyttet ind i lejligheden i Krasnogorsk i den nordvestlige udkant af den russiske metropol.

– Nu er han endda manden i mit liv! Vi blev gift i marts, og hans visum faldt langt om længe på plads, da jeg skulle tilbage til Moskva efter sommerferien, så nu er han endelig fast med derovre, fortæller en lykkelig landsholdsspiller under samlingen i forbindelse med to EM-kvalifikationskampe i Jylland og Nordatlanten.

‘Nu er vi to til at gøre det’
Det gør den helt store forskel, at ægteparret nu efter et års ’skilsmisse’ kan opleve Moskva og Rusland sammen.

– Efter et år alene… Det der med at have en, der ser én hver dag – én at opleve alting sammen med – er fantastisk. Der er jo et helt land og en anden kultur at forholde sig til, og når man rykker så langt væk hjemmefra, skal man pludselig til at finde ud af alt – ikke mindst en masse praktisk. Nu er vi to til at gøre det sammen, siger Kathrine Heindahl.

Kathrine Heindahl spillede den første kamp mod Østrig og 'slap' så for udflugten til Færøerne i søndags. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Kathrine Heindahl spillede den første kamp mod Østrig og ‘slap’ så for udflugten til Færøerne i søndags. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

 

Casper Eriksen har jobbet med logistik som kørselsleder i Danmark, og nu kan han så på den private front teste færdighederne af i en storby, hvor trafikken mildest talt kan være en udfordring.

– Der er bare så meget trafik i Moskva, og det tager en krig at komme ind til centrum. Det kan folk jo næsten ikke forholde sig til uden at have prøvet det. Jeg bor lige pludselig i en by,  hvor der er tre gange så mange indbyggere som i hele Danmark. Der går metro, men vi kører rigtig meget taxi – også på grund af corona. Trafikken er helt sindssyg, konstaterer fynboen lakonisk.

– Der er bare en verden til forskel på at være der alene og så opleve byen sammen med sin kæreste og livspartner. Jeg ved, at når jeg kommer hjem, så har jeg én, der har oplevet det sammen med mig. Jeg har ikke haft gæster overhovedet – mine forældre kan søge visum, men ellers er der stadig ikke nogen, der kan komme på besøg, siger Kathrine Heindahl.

Høje dødstal hver dag
Rusland er hårdt ramt af corona-pandemien, og nationen vånder sig stadig.

– Der er høje dødstal hver dag, og de er ikke faldet efter tredje bølge, siger Kathrine Heindahl, der har takket nej til den russiske sputnik-vaccine og ikke har haft mulighed for at blive vaccineret i Danmark. Hun håber, hun kan fikse den del under næste samling med landsholdet i november, så hun er klar til VM i december i Spanien som fuldt og færdigt vaccineret.

Kontrakten udløber til sommer, og fremtiden er foreløbig ukendt. Mens Heindahl deler håndmadder ud på russisk parket, træner kæresten op til en ironman. Resten af tiden dyrker de sammen.

– Du bliver jo aldrig færdig med at opleve Moskva. Vi var væk fra hinanden i år, og nu nyder vi i fulde drag, at vi har masser af tid sammen, siger Kathrine Heindahl.



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide