Ellemann i førertrøjen igen

Søs Marie Serup, politisk kommentator, B.T.


Jakob Ellemann-Jensen og partiet Venstre kan gå på sommerferie med en lille sejr i bagagen. Partiet har nemlig nu større opbakning end Konservative. Det viser en ny måling, som YouGov har lavet for B.T.

Samme tendens bekræftes også i to målinger fra Voxmeter fra henholdsvis 28. juni og 21. juni.

I målingen fra yougov er Venstre kun marginalt foran Konservative med 12,5 procents opbakning, hvor Konservative får 12,3 procent.

I Voxmeters undersøgelse fra 28. juni er forskellen noget større, da Venstre får 15,1 procents opbakning mod Konservatives 13,2 procent.


Søs Marie Serup, politisk kommentator, B.T.


Søs Marie Serup, politisk kommentator, B.T.
Foto: Bax Lindhardt

Vis mere

I starten af året overhalede Konservative Venstre i meningsmålingerne og har indtil nu fastholdt føringen.

B.T. politiske kommentator Søs Marie Serup påpeger, at det er vigtigt at holde sig for øje, at disse målinger er foretaget inden sagen om Naser Khader blev offentliggjort.

»Det er en tendens, som interessant nok kunne ses inden Khader-sagen. På den måde er det et lille sommertegn at tage på ferie på for Venstre,« siger hun.

Søs Marie Serup påpeger, at Venstre står overfor et meget langt og sejt træk.

»De skal fastholde tendensen. Det ser ud som om, at tallene kan hæve sig yderligere,« siger hun og fortsætter:

»Venstre har været igennem en meget lang og kaotisk periode. Det tager tid at bygge det op igen,« siger hun.

Søs Marie Serup mener ikke, at man kan tilskrive den spæde fremgang hos Venstre et enkelt eller nogle få politiske træk.

»Måske handler det snarere om, at vælgerne så småt er ved at vænne sig til det nye Venstre, som det ser ud nu. Det kan man så bygge op om,« siger hun og fortsætter:

»Venstre har taget alle tævene på en gang. Nu er partiet så ved at genopbygge organisationen, rejse rundt i baglandet og forberede det kommende kommunalvalg,« siger hun.

»Tallene er stadig ikke gode forhold til det resultat, som Venstre fik ved valget, men psykologisk er de et godt sted. De grimme sager og opgør er bag dem, og de kan nu føre sig frem på politik og forsøge at overbevise vælgerne om, at Jakob Ellemann-Jensen er den rigtige formand,« siger Søs Marie Serup.

Yougovs undersøgelse er foretaget i dagene op til og på selve dagen, hvor det kom frem at en række kvinder anklagede Konservative Naser Khader for en række krænkelser. Målingerne på Voxmeter lå betydeligt længere tilbage.

Men Søs Marie Serup mener, at Khader-sagen kommer til at ramme Konservative i meningsmålingerne.

»Det vil ramme Konservative. Det er svært at forestille sig andet. Dermed så vil nogle vælgere sandsynligvis også se på Venstre med mere friske øjne,« siger Serup.



Source link