Hjem Verden Efter regeringskrise og mistillidsvotum: Sverige får sin første kvindelige statsminister

Efter regeringskrise og mistillidsvotum: Sverige får sin første kvindelige statsminister

af Extra Avisen
Efter regeringskrise og mistillidsvotum: Sverige får sin første kvindelige statsminister

Sverige skal have ny statsminister. Det bliver socialdemokraten Magdalena Andersson, som samtidig bliver den første kvinde på den post i Sverige.

I dag var Sveriges parlamentsmedlemmer samlet i Rigsdagen, hvor de skulle stemme om Andersson som statsminister.

Rigsdagen består af 349 parlamentsmedlemmer, og i Sverige gælder det blot om ikke at have et flertal på 175 eller mere imod sig. Derfor måtte 175 eller flere stemmer ikke være røde, hvis Andersson skulle sikre sig statsministerposten.

Kort efter klokken 10 begyndte voteringstavlen at lyse op i både røde, grønne og gule farver. Da stemmerne var afgivet, var resultatet klart.

174 havde trykket på den røde knap, og ønskede derfor ikke Magdalena Andersson som statsminister. Hun var altså kun én enkelt stemme fra at have et flertal imod sig.

Med nød og næppe var Sveriges næste statsminister dermed fundet.

Hvem er Magdalena Andersson?

Magdalena Andersson overtager posten efter socialdemokraten Stefan Löfven, som har været Sveriges statsminister i syv år.

Andersson selv har været en del af Löfven-regeringen lige så længe, for hun har været Sveriges finansminister siden 2014. Men på flere punkter adskiller hun sig fra sin forgænger.

– Magdalena Andersson er mindre kompromissøgende og mindre tålmodig end Löfven, som var ekstremt langmodig. Socialdemokraterne vil gerne markedsføre hende som én, der siger tingene, som de er, hvilket er et nybrud hos partiet, fortæller DR’s Europa-korrespondent Anna Gaarslev.

Nu vil tiden vise, om det nybrud kan hjælpe Socialdemokraterne, der er noget vingeskudte oven på en regeringskrise i sommer.

– Magdalena Anderssons hovedambition er at holde sammen på det dysfunktionelle flertal som Löfven stod i spidsen for, humpe sig frem til næste valg og positionere sig selv og Socialdemokraterne som det mest naturlige regeringsalternativ i 2022, siger Anna Gaarslev.

Regeringskrise førte til afstemning

Dagens afstemning kommer efter et turbulent halvår i svensk politik. I sommer opstod der nemlig politiske uenigheder i statsminister Stefan Löfvens regering, som endte i en regulær regeringskrise og et historisk mistillidsvotum.

Her stejlede det røde støtteparti, Venstrepartiet, overfor Löfvens regering på grund af en sag om huslejepriser. Det handlede kort fortalt om, at regeringen var begyndt at undersøge, om de svenske huslejepriser kunne reguleres af markedet, også kaldet markedsleje.

Det var Venstrepartiet stærkt imod, og de gik derfor sammen med tre borgerlige partier om en mistillidsafstemning mod Löfven.

Den 21. juni 2021 blev en historisk dag i svensk politik. Her blev afstemningen afholdt, og alliancen mellem det røde Venstreparti og de tre blå partier gav flertal imod Löfvens regering.

For første gang nogensinde var en svensk regering væltet af et mistillidsvotum.

Sådan så det ud, da Stefan Löfven blev væltet i juni:

Source link

Flere Artikler