Dygtige talentudviklere burde opruste på budgettet


Advertisement

Fodboldkampe afgøres på banen, men klubbernes skæbne og resultater afhænger på sigt også af, hvor dygtige spillere, de formår at finde via transfermarkedet og siden fastholde eller sælge dyrt fra deres trup.

Tipsbladet ser i denne serie nærmere på de 12 Superliga-klubbers spillerbudgetter, der fortæller, hvor mange penge, klubben brug på løn og transfers. Vi ser på, hvor klubben står lige nu, hvordan den strategiske position i Superligaen og på transfermarkedet er, og hvad vi kan forvente i de kommende sæsoner.

Se også en analyse af og yderligere perspektiver på klubbens position i videoen, der ligger i toppen af denne artikel.

Denne artikel drejer sig om Silkeborg IF, der i dette årtusinde har været indbegrebet af et elevatorhold i dansk fodbold, og stadig mangler nogle millioner i budgettet, før man er på omgangshøjde med rivalerne i Superligaen.

Spillerbudget: 23 millioner kroner
Trend for spillerbudget: Svagt stigende
Økonomisk styrke: 1,5 bolde
Bagland: 2 bolde
Ungdomsinvestering: 4 bolde
Bedste spiller lige nu: Nicolai Vallys
Mest lovende unge spiller: Rasmus Carstensen
Største sportslige spørgsmål i truppen: Har man bredden til en lang sæson?
Hvem er de transferansvarlige: Sportschef Jesper Stüker og cheftræner Kent Nielsen

Næste skridt:
At holde ekstra tid på de bedste unge spillere, så Silkeborg kan holde sig i Superligaen i længere perioder. I den stenhårde konkurrence med nærmest lutter klubber, der øger budgettet, er SIF sandsynligvis også nødt til at følge trop.

Regnskab: 18,2 millioner kroner  (2020)

Silkeborg IF har solgt pænt med spillere og fået millioner fra videresalget af Robert Skov, og det skal også til for at holde regnskabet i nul, selvom 11-12 klubber i Danmark bruger flere penge på spillere.

Vurdering
Oprykkerne har skruet op for investeringerne i førsteholdstruppen, uden at man bevæger sig fik fra lejet som ligaens næstmindste klub målt på spillerbudget. Og havde det været Esbjerg, der var kommet op i stedet for Viborg, havde Silkeborg været mindst.

De jyske oprykkere har en fin tradition for at uddanne unge mennesker, der får gode karrierer – tænk Robert Skov, Mads Emil Madsen, Magnus Mattsson og mange flere i tidligere generationer.

Udfordringen er også at få nok output fra de dygtige unge i Superligaen – de har det med at blive solgt, hvorefter SIF har det med at rykke ned.

Der bliver brugt en del midler på den gode ungdomsafdeling, og ligesom flere andre klubber har SIF haft kig på at få udenlandske medejere ind, så der også kom flere penge til voksne, og dyrere, førsteholdsspillere.

Talentarbejdet bør vække misundelse i adskillige andre Superliga-klubber og har uddannet dygtige topspillere som Kasper Dolberg og Robert Skov, og i de kommende år skal SIF finde en model, så man både får flere Superliga-minutter ud af de bedste talenter og en mere fast plads i Danmarks bedste række.



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide