Dronningen i Netflix-satsning


Advertisement

Den Oscar-belønnede instruktør får dronning Margrethe som scenograf på ny Karen Blixen-filmatisering

Resultatet af Bille Augusts og dronning Margrethes samarbejde får premiere i 2023. Foto: Jacob Jørgensen JJ Film
Resultatet af Bille Augusts og dronning Margrethes samarbejde får premiere i 2023. Foto: Jacob Jørgensen JJ Film

Bille August,72, kan åbenbart ikke få nok af Karen Blixen.

Hans seneste film, ’Pagten’, der handler om den legendariske danske forfatter, havde premiere i august. Og snart går han i gang med endnu et Blixen-projekt – en filmatisering af hendes novelle ’Ehrengaard’, som efter planen får global premiere på Netflix i 2023.

Som et ekstra scoop har dronning Margrethe sagt ja til at være med til at skabe scenografien. Faktisk er hun – på baggrund af sit mangeårige kunstneriske virke som scenograf i dansk film, tv og teater – æresmedlem i Sammenslutningen af Danske Scenografer.

I en pressemeddelelse fortæller SF Film og Netflix, at projektet er udviklet af Jacob Jørgensen og JJ Film over de sidste 10 år. Filmen har manuskript af Bille Augusts søn, Anders.

Begær og forførelse
– At ’Ehrengard’ bliver vakt til live som en Netflix-film er en storslået mulighed, og jeg glæder mig rigtig meget til at introducere denne fascinerende historie om forførelse og begær til et globalt publikum. Dronningen har skabt de mest fantastiske decoupager til anledningen, og de kommer til at være det dominerende træk ved filmens overordnede scenografiske udtryk, siger Bille August i pressemeddelelsen.

Samme sted beretter dronningen, at hun altid har været fascineret af Karen Blixen:

– Hendes historier har altid fascineret mig – med deres æstetiske fortællinger, deres fantasi og deres, for mig, billedfremkaldende verdener – og jeg er utrolig glad for at være en del af dette projekt.

Men hvem er Ehrengard? Hun er en af Karen Blixens fascinerende kvindelige karakterer og en af de få, hvis historie ender lykkeligt.

Sløret for, hvem der skal medvirke i filmen er endnu ikke blevet løftet.

Kort om Ehrengaard
I eventyrriget Babenhausen bliver en ung, selvudnævnt kærlighedsekspert, Cazotte, hyret af den intrigante storhertuginde til at hjælpe med at sikre en arving til tronen.

Mens han leder efter en passende fremtidig prinsesse, underviser Cazotte også den generte og indadvendte kronprins i kunsten at forføre og elske.

Men deres plan giver bagslag, da en arving bliver undfanget uden for ægteskab, og kongefamilien må søge tilflugt på Rosenbad-slottet. Alt imens rivaler internt i kongefamilien kommer på sporet af deres udspekulerede plan, bliver Cazotte selv forelsket i hofdamen Ehrengard og lærer gradvist, at han faktisk slet ikke er nogen kærlighedsekspert.



Source link

- Advertisement -