DF-politiker dømt for at dele tweet om voldssag


Regionspolitiker og medlem af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse Erik Høgh-Sørensen er ved Retten i Hjørring idømt en bøde på 7500 kroner.

Han er dømt for at have overtrådt straffelovens bestemmelse om deling af andres private forhold.

Erik Høgh-Sørensen retweetede i juli 2020 et tweet fra twitterprofilen @friedanske, der omhandlede en i medierne meget omtalt voldssag fra Sønderborg.

Voldssagen udsprang af en video, som florerede på nettet. Her så man en 14-årig dreng blive udsat for vold. Drengen blev derefter tvunget til at kysse voldsmandens sko.

Profilen @friedanske tweetede 9. juli 2020 om sagen. Tweetet indeholdt både billede af gerningsmanden, hans navn, og navnet på det pizzeria, som hans familie drev.

Erik Høgh-Sørensen retweetede dette. Det vil sige, at han gjorde sine følgere på Twitter opmærksom på tweetet. Høgh-Sørensen har i dag godt 1100 følgere på Twitter. Det er cirka det samme som @friedanske.

Politikeren er frifundet for at have krænket gerningsmanden med sin deling af billedet.

Han er derimod fundet skyldig i at have krænket offeret – den 14-årige dreng – selv om dennes ansigt var sløret på billedet.

Retten anfører i sin begrundelse, at offeret – trods sløring af ansigtet – alligevel kunne genkendes ‘i visse kredse i offentligheden’.

– Det er en forkastelig dom, som vi omgående tager til landsretten.

– Jeg har sådan set ikke gjort andet end det, der svarer til at klippe en avisartikel ud af avisen, og give den til min nabo, siger Erik Høgh-Sørensen.

Voldssagen fra Sønderborg, som det hele udspringer af, blev sidste sommer kædet sammen med et fænomen kaldet dominansvold.

Fænomenet har været særlig kendt i Sverige, hvor unge med indvandrerbaggrund har udsat ofre for vold og ydmyget dem på forskellig vis.

I sagen fra Sønderborg forklarede den 16-årige i retten, at han netop tvang sit offer til at kysse sin sko, fordi han ville nedgøre ham.

Det udsprang angiveligt af en strid om en pige, der tidligere havde været kærester med den 14-årige, og som den 16-årige var interesseret i.

Den 16-årige blev idømt et toårigt pædagogisk forløb, hvor han de første 16 måneder skulle være under opsyn – i de fire første konstant opsyn – og herefter et udslusningsforløb på otte måneder.



Source link

Advertisement

Advertisement