De brækker sig foran Helles opgang: – Sygt ulækkert!

Når vejret er dårligt, nyder Helle den fred og ro, som hun oprindeligt faldt for ved området. Foto: Henning Hjorth


Helle Nielsen gruer for de varme sommerdage, for der valfarter folk til udendørsområdet ved hendes lejlighed. De hærger og sviner – selvom de slet ikke må være der

37-årige Helle Nielsen gør med det samme Ekstra Bladet klart, at hun ikke er sart, og at hun heller aldrig har haft noget imod lyden af byen.

Men hun mener, at der er sket en ubehagelig udvikling på kort tid, som på varme sommerdage gør det ulideligt for hende at bo i sin lejlighed på Strandgade i København.

Her bliver ejendommens private beboerområde, der ligger ud til vandet, nemlig dagligt invaderet af folk, der spiser, drikker, larmer og sviner, selvom de slet ikke må opholde sig der.

Og forleden dag fik Helle Nielsen nok.

– Da jeg kommer hjem med min lille søn, lægger jeg straks mærke til, at der er bræk over det hele. Det er ude foran vores opgang og hele vejen hen til trappen ved vaskekælderen, hvor der i forvejen stinker af pis, fordi folk bruger det som toilet, fortæller Helle Nielsen til Ekstra Bladet.

– Det er sygt ulækkert. Vi bor her jo. Og så lå der smadrede flasker, jointskodder og skrald overalt på fortorvet.

Når vejret er dårligt, nyder Helle den fred og ro, som hun oprindeligt faldt for ved området. Foto: Henning Hjorth

Når vejret er dårligt, nyder Helle den fred og ro, som hun oprindeligt faldt for ved området. Foto: Henning Hjorth

Problemet er eskaleret
Helle Nielsen har boet i lejligheden siden 2015, og hun har aldrig før oplevet problemerne så voldsomme som i år.

Hun forklarer, at der er problemer alle dage, hvor solen skinner, og vejret er godt.

– Jeg er ikke et sart menneske, og jeg har selv været ung engang. Jeg kan sagtens huske, hvordan det er, men det er altså eskaleret, siger Helle Nielsen og fortsætter:

– Og jeg er så træt af folk, der siger, at man skal leve med det, når man vælger at bo i København. Gu’ skal man ej. Ikke på det her niveau.

– Har du nogensinde ringet til politiet?

– Ja, det har jeg, hvor det var på grund af larmen. Men jeg kunne ikke komme igennem, fordi der var så mange, der ringede.

– Har I overvejet at flytte på grund af det her?

– Nej, for jeg elsker Christianshavn, og jeg elsker egentlig at bo her. Da vi flyttede ind, var det en stille og rolig gade og et fint sted for børn at vokse op. Vi vil bare gerne have problemet løst.

Hader at lege politibetjent
Helle Nielsen håber, at den omtale, som problemerne efterhånden har fået i medierne, vil få folk til at tænke sig om. Og så har hun besluttet sig for, at hun er færdig med at være large.

– Jeg har ikke sagt noget til folk tidligere, fordi jeg hader at skulle lege politibetjent. Jeg synes jo bare, at folk selv skal finde ud af at opføre sig ordentligt, men nu har jeg mistet tålmodigheden, siger hun.

Ekstra Bladet har spurgt Københavns Politi, hvad de gør for at løse problemerne med støj og fester, og om de kan bekræfte, at der er tale om en stigende tendens. Og det kan de.

– Vi har de seneste år set et stigende antal anmeldelser om høj musik, hvilket vi også har oplevet de seneste weekender. Det er forståeligt nok, at mange gerne vil ud og hygge sig med musik, men man behøver ikke at teste, hvor højt soundboksen kan spille for at have det sjovt. Er man i tvivl, om man spiller for højt, så skru ned for en sikkerheds skyld og tag hensyn, så beboerne i området ikke får ødelagt deres nattesøvn, siger Peter Dahl, politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi.

Ifølge politiet er der visse københavnske bydele, der er hårdere ramt end andre.

– Vi ved af erfaring, at nogle områder er mere udsatte for larm og høj musik end andre, og dem giver vi selvfølgelig ekstra opmærksomhed. Det er for eksempel Nordhavn, Indre By, Islands Brygge, og dele af Nørrebroparken, hvor Københavns Kommune netop har skærpet støjreglerne. Vores oplevelse er, at de fleste lytter, når vi beder dem om at skrue ned, og hvis ikke, følger vi op med påbud, bøde og i sidste ende kan vi beslaglægge musikanlægget, siger Peter Dahl.

Og problemerne er et stort fokusområde for Københavns Politi, lyder det.

– Vi har stort fokus på støj og høj musik. Det betyder, at vores patruljer holder godt øje med, at festerne på byens pladser og parker ikke stikker af, men vi vil også lave målrettede indsatser, hvis vi vurderer, at der er behov for det, siger Peter Dahl.



Source link