Hjem Underholdning Dansk kultur-profil dømt for voldtægt

Dansk kultur-profil dømt for voldtægt

af Extra Avisen


En dansk kultur-profil, der blandt andet har vundet en prestigefyldt ærespris og ad flere omgange har haft en professionel relation til det danske kongehus, er onsdag ved Retten i Hjørring blevet dømt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Dommen til manden, der er i 40’erne, lyder på fire måneders ubetinget fængsel og 15.000 kroner i erstatning til den forurettede kvinde.

Den danske kultur-profil har igennem hele forløbet nægtet sig skyldig, og da dommen blev afsagt onsdag eftermiddag, så han tavst, men rystet til fra sin plads i retslokalet.

Efter en kort samtale med sin forsvarsadvokat, Lene Sejersen, uden for retslokalet valgte han at anke dommen til Østre Landsret på stedet med påstand om frifindelse.

Kultur-profilen var tiltalt i to forhold, hvoraf han blev frifundet i forhold et, der omhandler blufærdighedskrænkelse, mens han blev kendt skyldig i forhold to om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Arbejdsmæssig relation
Overgrebet, som den tiltalte nu er dømt for, fandt ifølge anklageskriftet sted 12. september 2020.

Her tiltvang den tiltalte sig ifølge anklageskriftet andet seksuelt forhold end samleje med den forurettede kvinde på et værelse i Skagen.

Den forurettede var, ifølge anklagen, i forbindelse med overgrebet i en tilstand, hvor hun ikke kunne sige fra på grund af søvn, indtagelse af spiritus samt indtagelse af medicin og/eller euforiserende stoffer.

Den forurettede og tiltalte har i en længere periode haft en arbejdsmæssig relation til hinanden, hvor tiltalte har ageret chef over for den forurettede kvinde.

Dansk kultur-profil dømt for voldtægt
Manden, der er i 40’erne, har igennem hele forløbet nægtet sig skyldig. Foto: Nils Svalebøg /Ritzau Scanpix

 

Frikendt i andet forhold
Manden blev frikendt i forhold et, som handler om blufærdighedskrænkelse.

De tre dommere fandt det ikke bevist, at den tiltalte, som det står beskrevet i anklageskriftet, tilbage i marts 2018 havde krænket en anden kvinde ved at stikke sin fod hårdt op i skridtet på hende.

Mette Høg, der er anklager i sagen, fortæller umiddelbart efter dommen til Ekstra Bladet, at hun er godt tilfreds med dommens udfald, selvom den tiltalte blev frikendt i det ene forhold.

– Tiltalte har anket dommen til frifindelse. Han fik fire måneders fængsel for forhold to og blev frifundet i forhold et med en afgørelse på to-et blandt de tre dommere, siger hun.

Mette Høg havde nedlagt påstand om syv måneders fængsel, men er alligevel tilfreds med de fire.

– Jeg er aldrig tilfreds med, at nogen bliver dømt. Det er altid ulykkeligt, siger hun og tilføjer:

– Men der er blevet dømt i overenstemmelse med retspraksis. Retten lagde vægt på vidnernes forklaring og de øvrige beviser, og det er jeg tilfreds med, siger hun og understreger, at hun ikke har yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

Glæden er stor
Hos den forurettede kvinde, der nu har fået medhold i retten, er glæden over dommen stor.

– Vi er lettede og glade lige nu. Vi er selvfølgelig ikke helt tilfredse, da han ikke bliver dømt i begge forhold, men det er rart, at der er kommet en eller anden form for retfærdighed, lyder det fra en repræsentant for den forurettede kvinde.

Kultur-profilen selv ønskede ikke at kommentere dommen, da Ekstra Bladet mødte ham uden for Retten i Hjørring.

– Nej tak, lød det kortfattet fra manden, der igennem hele sagen har haft støtte af sin kone i retslokalet.

Under retssagen har kultur-profilen dog ikke lagt skjul på, at anklagerne ifølge ham ikke passer, og op til flere gange har han ladet tårerne flyde frit i retslokalet i Retten i Hjørring, når han har fortalt om, hvordan sagen har påvirket ham og er rygtedes i de kulturkredse, han arbejder og færdes i.

Heller ikke hans forsvarer, Lene Sejersen, har i skrivende stund haft lyst til at kommentere sagens udfald over for Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har været i kontakt med kongehusets kommunikationsafdeling, der oplyser, at de ikke har nogen kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt, da den er anket til Østre Landsret.



Source link

Flere Artikler