Cilles mor er tilbage på drabsstedet: ‘Jeg havde tårer i øjnene’


Advertisement

Det er med følelserne uden på tøjet.

Lisa Næblerød, mor til Cecilie Næblerød, der for godt 15 år siden blev dræbt af sin ekskæreste på Hasseris Gymnasium, tager de sidste skridt fra parkeringspladsen og ind mod det sted, hvor hendes datter blev slået ihjel.

Det er første gang, Lisa sætter sine ben på det sted, der endte med at være det sidste sted, hendes datter satte sine ben.

»Det var hårdt at komme herind. Da vi gik fra bilen ned mod hovedindgangen, kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at gøre mine skridt kortere,« fortæller Lisa Næblerød til B.T. kort efter sin ankomst til gymnasiet.

»Jeg kunne mærke, at mine ben helst ville vende om og løbe den anden vej. Jeg fik også hjertebanken. Det var lidt sådan en stresstilstand.«

Men de få skridt fra parkeringspladsen og ind gennem hovedindgangen bliver tilbagelagt, før Lisa igen bliver konfronteret med fortidens dystre minder.

»Jeg havde tårer i øjnene, da jeg så bronzefuglen herinde på væggen og stedet, hvor det skete,« fortæller Lisa Næblerød.

Det var nemlig i gymnasiets foyer, at Cecilie, der også blev kaldt Cille, blev dræbt af ekskæresten David.

På væggen hænger en bronzefugle og skuer ud over alle, der kommer ind og ud af gymnasiet. En bronzefugle, som er sat op for at mindes tabet af en elev, der aldrig blev student.




Mindesmærket for Cecilie Næblerød på Hasseris Gymnasium.

Vis mere

»Den har jo kæmpestore vinger. Cille var klar til at flyve, men kom jo desværre ikke videre,« siger Lisa og går i stå.

»Det var ikke hendes eget valg, at den fugl blev skudt ned. Så jeg synes, den repræsenterer det ret godt. At hun var et sted, hvor hun var fuldstændig flyveklar,« fortsætter Lisa, efter hun har samlet tankerne igen.

Det var 3. marts 2006, at Cille blev dræbt til en fastelavnsfest.

I tiden op til sin død var Cille i et forhold, der var hårdt præget af psykisk vold. Kort før drabet gik hun fra sin daværende kæreste, men det turbulente forhold endte med at koste Cille livet. Det skulle ellers have været en munter aften, hvor Cille var klædt ud som prinsesse, men aftenen gik langt fra som forventet.

Det er netop omstændighederne op til drabet, som har ført Lisa Næblerød tilbage til gymnasiet. I forbindelse med en podcast om psykisk vold, som udkommer tirsdag, skal Lisa holde oplæg for de nuværende 3.g’ere på gymnasiet.


Cecilie blev dræbt til en fastelavnsfest på Hasseris Gymnasium. Hun nåede aldrig at få sin studenterhue.


Cecilie blev dræbt til en fastelavnsfest på Hasseris Gymnasium. Hun nåede aldrig at få sin studenterhue.

Vis mere

»Det, Cille blev udsat for, var psykisk vold. Det, der er omdrejningspunktet i mit oplæg er netop, hvordan man spotter sådan noget. Der sidder helt sikkert nogle på gymnasiet, der er i sådan et forhold,« siger Lisa Næblerød, som også erkender, at besøget hjælper hende selv videre i sorgprocessen.

»For mig er det en sidegevinst, at jeg kan få sluttet cirklen ved at komme herud. Men jeg tror heller ikke, jeg har været klar til det før nu,« siger hun. For selvom det er over 15 år siden, hun mistede sin datter, er det ikke noget, hun bare lige kommer sig over.

»Cille fylder ligeså meget, som hun altid har gjort. Bare ikke i fysisk form. Jeg siger god morgen til hende hver eneste dag. Så der er rigtig mange ting, jeg savner ved Cille, og jeg savner at have en familie, der ikke er slået i stykker.«

Podcasten hedder ‘Cilles sidste dag’ og er udgivet af Aalborg Stift.



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide