Christiania: Voldsom intern strid om hashgade

Christiania: Voldsom intern strid om hashgade


Efter drabet på en 22-årig mand er der opstået en voldsom intern strid på Christiania om den verdensberømte hashgade Pusher Streets fremtid.

Skal den have lov at blive, eller skal den væk?

Onsdag beskrev Ekstra Bladet, hvordan der atter udbydes hash til salg. Det var tirsdag, at pusherfolket igen indtog deres vante pladser i gaden, og samtidig var det dagen, hvor man også skulle have gennemført et fællesmøde, der skulle have handlet om netop gaden.

Mødet blev dog, som Ekstra Bladet beskrev, ikke til noget. Netop som det skulle til at begynde, rejste godt 30 personer sig op og bekendtgjorde, at de ville arbejde for, at Pusher Street skulle lukkes.

Gruppen havde, ifølge Ekstra Bladets oplysninger, mødtes forud for mødet, hvor de havde drøftet situationen. På dette formøde havde man så aftalt, hvordan man skulle agere på selve fællesmødet.

Her bekendtgjorde gruppen, at fællesmødet ikke kunne være beslutningsdygtigt. Derefter forlod man mødet. Næste møde er ifølge Ekstra Bladets oplysninger planlagt til 10. august, hvor emnet så skal drøftes.

Men fremgangsmåden med et møde forud for et fællesmøde har skabt en del røre internt på Christiania, hvor fællesmødet altid har været højeste beslutningstager.

Advokat mistænkes for kup
Kilder i Pusher Street-miljøet mener, at der ved tirsdagens manifestation var tale om et kupforsøg rettet imod Christianias interne beslutningsproces, som Christianias advokat, Knud Foldschack, står bag.

– Det er fuldstændig grebet ud af luften. Der er lige så mange rygter på Christiania, som der er fisk i Øresund, og derfor skal man lade dem svømme videre, siger Knud Foldschack.

– For det første er jeg på ferie. For det andet er det nemmere at få solen til at stå op aftenen end at kuppe noget på Christiania.

– For det tredje er der en klar aftale imellem fondsbestyrelsen og Christianias fællesskab om, at vi i fondsbestyrelsen aldrig nogensinde ville beslutte noget vigtigt uden om Christianias fællesskab.

En dyb afmagt
En af dem, der er gerne sætter ord på sin frustration er christianit Risenga Manghezi.

– For mig at se er Pusher Street den største hindring for, at vi kan få et frit og ansvarligt cannabismarked i Danmark. Det er det, fordi alle de problemer, der er med hashhandel, er samlet der. Så oplever samfundet ikke de problemer, der er.

– Men når markedet så indimellem lukker, vælter handlen ud på resten af Christianshavn, og så kan man se, hvor stor en udfordring der er, siger han.

– Der en dyb afmagt og frustration på Christiana over, at hashmarkedet er, som det er. Der er nok mange, der gerne drømmer sig tilbage tilbage til dengang, hvor det var et mere romantisk og mere hyggeligt marked, men nu er det svært at gennemskue, hvad der sker. Det er tydeligt, at rockere og bander spiller en stor rolle, fortæller han.

Kriminelle styrer markedet
Hos politiet har man følgende kommentar:

– De kriminelle grupperinger, vi ser udenfor i den øvrige del af samfundet, er også aktive i Pusher Street, siger Tommy Laursen, politiinspektør, Københavns Politi.

– Vi er selvfølgelig også bekendt med, at der internt på Christiania er drøftelser om gadens fremtid, siger han og tilføjer:

– Vi håber selvfølgelig på, at Christiania vil blive en mere integreret del af København, og at den utryghedsskabende hashhandel vil forsvinde derudefra. Som vi ser det, er den organiserede handel med hash i Pusher Street kimen til meget uro og mange konflikter i de kriminelle miljøer, vurderer Tommy Laursen.



Source link