Britney Spears vil ende kontroversielt værgemål

Popstjernen Britney Spears beder onsdag lokal tid i retten i Los Angeles en dommer om at gøre en ende på det værgemål, som har betydet, at store dele af Spears’ liv og økonomi har været uden for hendes kontrol.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ordene er de første fra 39-årige Spears selv ved en sag for åbne døre om værgemålet i de 13 år, det har eksisteret.

– Dette værgemål har gjort mere skade på mig, end det har gavnet, siger Spears på en videoforbindelse.

– Jeg fortjener at få et liv.

AP beskriver hendes over 20 minutter lange udtalelse i retten som ‘følelsesladet’.

Sidste gang, hun talte foran en dommer, var i maj 2019, og der blev høringen lukket for offentligheden.

I 2008 blev sangerens far, Jamie Spears, udpeget som hendes værge, efter at hun var blevet tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital.

Dokumenter fra retssagen viser, at værgen blandt andet regulerer, hvornår Britney Spears må se sine sønner, der er 14 og 15 år gamle.

Fra 2008 til 2019 havde faren fuld kontrol over det meste af Britney Spears’ liv sammen med en advokat. I dag styrer han kun det økonomiske og forretningsmæssige i samarbejde med et forvaltningsfirma.

– Jeg vil bare have mit liv tilbage. Det har varet 13 år, og det er nok, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP.

– Jeg mener virkelig, at dette værgemål udgør et overgreb.

Spears siger, at værgemålet har gjort hende både ‘traumatiseret’ og ‘deprimeret’.

Dommeren har ifølge nyhedsbureauet Reuters endnu ikke taget nogen beslutning i sagen.

Source link