Braithwaite-afløsere slagtet efter øretæve


De catalanske medier er ikke begejstrede over de offensive Barcelona-spillere efter afklapsningen mod Bayern München

0 skud på mål.

Det var den iskolde kendsgerning for FC Barcelona, da de tirsdag aften fik klø i egen hule af Bayern München, der vandt 3-0 på Camp Nou.

Martin Braithwaite var i sagens natur ikke med for catalanerne, da han skal opereres for en skade i knæet, og da hverken Ousmane Dembélé, Ansu Fati eller Sergio Agüero kunne spille, var ansvaret lagt over på den hollandske duo Memphis Depay og debutanten Luuk de Jong.

Landsmanden Ronald Koeman forsøgte sig noget utraditionelt med to angribere i en 3-5-2-formation, men det var ingen succes. Især Luuk de Jong kritiseres for sin indsats.

Artiklen fortsætter under billedet..

Luuk de Jong fik ikke en god start i Barcelona. Foto: LLUIS GENE/Ritzau Scanpix
Luuk de Jong fik ikke en god start i Barcelona. Foto: LLUIS GENE/Ritzau Scanpix

I den catalanske avis Sport tildeles både han og Depay et 3-tal på skalaen, der går fra 1-10. Og det sker ellers sjældent, at så lave karakterer tages i brug.

– Meget skuffende debut af hollænderen. Han er lige kommet og var kun i stand til at sende nogle bolde af sted – og han mislykkedes med at komme igennem den defensive mur hver eneste gang, skriver Sport om Luuk de Jong.

Mundo Deportivo kalder det desuden absurd at købe en stor angriber, når man ikke lægger nogen høje bolde frem mod ham.

Udover de to hollændere måtte Sergio Busquets og Sergi Roberto også nøjes med et 3-tal. Sidstnævnte blev endda buhet ud af Camp Nou, da han blev udskiftet efter en time.

Artiklen fortsætter under billede og video..

Memphis Depay har fået en god start i Barcelona, men leverede ligesom resten af holdet ikke i tirsdagens Champions League-kamp. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix
Memphis Depay har fået en god start i Barcelona, men leverede ligesom resten af holdet ikke i tirsdagens Champions League-kamp. Foto: Albert Gea/Ritzau Scanpix

 

Må være realistiske
Barcelona har været sommerens helt store samtaleemne på grund af klubbens katastrofale økonomi, som blandt andet var skyld i, at man måtte lade Lionel Messi skifte til Paris Saint-Germain. I den forbindelse har det også vakt undren og kritik, at man lejede 31-årige Luuk de Jong, som blot scorede fire mål i 34 kampe for Sevilla i sidste sæson.

Klubben har dog fået en udmærket start på La Liga med to sejre og en uafgjort. Men de mange skader gjorde det umuligt at bide skeer med Bayern München, mener Ronald Koeman.

– Man er nødt til at være realistisk her i livet. Vores unge spillere viste, at vi har en fremtid, og vi venter stadig på at få en masse spillere tilbage fra skader. Det er, som det er, siger Koeman.

– Vi mangler mange spillere i angrebet, og vi er nødt til at vente nogle uger på at få flere muligheder og mere fart frem ad banen. Jeg vil ikke lede efter undskyldninger, men alle kender til vores problemer med manglende spillere.

Trods nederlaget er Barcelona fortsat favorit til at gå med Bayern videre til ottendedelsfinalerne fra Gruppe E, hvor Dynamo Kiev og Benfica tirsdag spillede 0-0.

Martin Braithwaites skade åbner for, at Barcelona kan hente en konkurrent, selv om transfervinduet er lukket.



Source link

Advertisement