Bøder og sur smiley: Bananfluer i Kødbyen


Advertisement

Sure smileys til den velkendte, kinesiske restaurant Magasasa Dim Sum & Cocktails i Kødbyen – Fødevarestyrelsen har nemlig fundet bananfluer i restauranten

Der er blevet fundet massevis af bananfluer i restaurant Magasasa Dim Sum & Cocktails i Kødbyen. Foto: POLFOTO

‘Når det er varmt og der er fluer i Kødbyen’ sang Shu-Bi-Dua på deres tredje album helt tilbage i 1976, men teksten er stadig aktuel.

Der er nemlig blevet fundet bananfluer i den kendte, kinesiske restaurant Magasasa Dim Sum & Cocktails i Kødbyen i København.

Det fremgår af Fødevarestyrelsens kontrolrapport fra besøget i restauranten.

Ifølge rapporten har man blandt andet fundet massevis af bananfluer i barområdet, på rene glas og remedier, der benyttes til at lave cocktails, på inventar og gummimåtter ved bardisken.

Også i opvaskerummet og produktionskøkkenet er Fødevarestyrelsen stødt på massevis af bananfluer.

Bliver nu politianmeldt
Fødevarestyrelsens besøg hos den kinesiske restaurant har vist sig at være alarmerende, for andre problemer med hygiejnen er også blevet pointeret.

Blandt andet er dobbeltvasken med massive belægninger af kalk, afløbet i produktionskøkkenet har ansamlinger af gamle, spildte fødevarer, der lugter kraftigt og råddent, og bordene til gæsterne er fedtede med sorte belægninger ved aftørring.

For Magasasa Dim Sum & Cocktails’ håndtering af fødevarer og hygiejne har restauranten fået to bøder på henholdsvis 10.000 og 15.000 kroner.

Den kinesiske restaurant er endvidere blevet tildelt sure smileys for deres hygiejne og håndtering af fødevarer, hvilket blandt andet giver Fødevarestyrelsen mulighed for at politianmelde dem.

Magasasa Dim Sum & Cocktails er nu meldt til politiet.

En overdrivelse – klager
Restaurantejer Jiamin Wang fortæller, at hun har klaget over kontrolrapporten og endvidere, at hun mener, at kritikken er en overdrivelse.

– Selvfølgelig er alt ikke 100 procent perfekt, men brugen af visse adjektiver såsom ‘massive’ og ‘kraftige’ virker som en generel overdrivelse, og dokumentation for denne påstand er blevet efterspurgt, fortæller Jiamin Wang.

Restaurantejeren indrømmer dog, at der har været bananfluer i restauranten.

– Der har været forekomster af bananfluer i og omkring baren, men denne rengøres grundigt hver aften efter lukketid og alt lukkes til, så disse begrænses så meget som muligt.

– Der har endnu ikke været en eneste klage eller bemærkning vedrørende ‘massive fluesværme’ fra vores gæster, og mon ikke vores gæster ville have klaget regelmæssigt, hvis de var omsværmet af bananfluer.

Jiamin Wang venter fortsat svar på sin klage.



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide