Bo så det hele: 25-årig angreb betjente med bue

Bo så det hele: 25-årig angreb betjente med bue


En 25-årig mand er fængslet i surrogat for at skyde med bue og pil mod betjente

To betjente måtte onsdag løbe for livet, da en rutinemæssig politiforretning eskalerede og resulterede i, at de måtte skyde mod en 25-årig mand.

Det skete, da betjentene blev ved 13-tiden kaldt ud til en adresse i Dannemare på Lolland, efter den 25-årige ti minutter forinden havde truet en mand med en sten.

Det fortæller 51-årige Bo Wagner, der var øjenvidne til hændelsen.

– Betjentene banker længe på døren, og da den bliver åbnet, står den 25-årige og peger på betjentene med bue og pil. De springer væk fra døren og løber fra stedet, mens den 25-årige skyder efter dem, siger Bo Wagner til Ekstra Bladet.

Bo Wagner så, hvordan en 25-årig mand affyrede en bue mod to betjente. Foto: Per Rasmussen
Bo Wagner så, hvordan en 25-årig mand affyrede en bue mod to betjente. Foto: Per Rasmussen

 

Han fortæller, at den ene betjent snublede under flugten, og mens han lå på jorden, så det ud, som om den 25-årige pegede på ham med buen.

Betjentene søgte herefter dækning i en nærliggende have, hvor de affyrede to varselsskud op i luften.

– De råber, at han skal lægge sig ned. Jeg hører ikke flere skud, men kan se, han løber tilbage og holder sig på maven. Jeg er sikker på, han er blevet skudt, og han har ikke buen med, siger Bo Wagner.

Herefter så Bo Wagner, at den blødende mand løb i retning mod sin mor.

Meget blod
Ekstra Bladet talte efter episoden med den 25-åriges mor. Hun blev ringet op af sin søn, der fortalte, at han var blevet skudt af politiet i hundeparken.

Da hun ankom til parken, så hun ham stå op ad en hæk. 

– Der var meget blod, der løb ud af ham. Jeg ville hen til ham, men der stod nogle betjente og råbte og skreg, at jeg ikke måtte komme derhen. Jeg råbte, at jeg var hans mor. Betjentene gav ham håndjern på, fortalte hun.

Ifølge moderen har hendes søn en psykisk lidelse og ryger hash. Han har tidligere været indlagt, men vil ikke tage sin medicin.

Bo Wagner har aldrig tidligere oplevet den 25-årige på den måde.

– Normalt er han en ganske flink fyr, som hilser pænt på sine naboer.

Torsdag blev den 25-årige fremstillet ved et grundlovsforhør i Retten ved Nykøbing Falster. Manden er ifølge TV 2 Øst sigtet for at have afskudt flere pile mod to politiassistenter og for at have slået en mand i brystet samt kastet sten efter ham.

Den 25-årige er stadigvæk indlagt på hospitalet og blev derfor fængslet i surrogat.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforsker nu skudepisoden, som de altid gør, når politiet har affyret deres tjenestevåben.



Source link