Bevæbnede mænd bortfører 73 børn fra skole i Nigeria


Advertisement

Bevæbnede mænd har onsdag bortført 73 børn fra en skole i det nordvestlige Nigeria.

Det oplyser politiet i delstaten Zamfara, hvor skolen ligger.

Det er den seneste af en række massebortførelser, der har ramt regionen.

Ifølge politiet trængte et stort antal bevæbnede personer ind på skolen i landsbyen Kaya klokken 11.22 lokal tid.

På skolen går over 500 elever i alderen fra omkring 10 til 18 år.

En større eftersøgning er sat i gang. Politi og militær samarbejder om at finde børnene, og sikkerheden er skærpet i Kaya, siger en talsmand for politiet i Zamfara.

De lokale myndigheder har beordret alle skoler i delstaten lukket for at forhindre flere angreb.

Siden december sidste år er omkring 1100 skolebørn blevet bortført i forskellige angreb mod skoler eller gymnasier i det nordvestlige Nigeria.

Forskellige bander har lært denne metode af de islamistiske oprørere, der kæmper en voldelig kamp i det nordvestlige Nigeria, herunder den militante bevægelse Boko Haram.

Zamfara er en af de fire delstater i det nordvestlige Nigeria, der har indført en række tiltag, der skal svække de kriminelle bander.

Blandt andet er salg af benzin i dunke blevet forbudt, lige som det heller ikke er tilladt at transportere brænde i en bil.

De tiltag skal være med til at besværliggøre livet for de bander, der overnatter i skovene.



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide