Anmeldelse: Anders Matthesen gør det igen! Derfor bliver du nødt til at se ‘Ternet Ninja 2’


Succesen fortsætter – efterårets uundgåelige familiehit er landet!

Hvis ikke Anders Matthesens efterfølger til ‘Ternet Ninja’ – ‘Ternet Ninja 2’ bliver årets mest sete danske film, kan det kun skyldes en ny nedlukning af biograferne.

Selvom fortsættelsen af eventyret om drengen Aske og hans politisk ukorrekte ninjadukke ikke har samme overraskelsesmoment eller indeholder samme grad af ‘Terkel i knibe’-nostalgi som etteren, er der stadig masser at komme efter.

Faktisk er den spækket med så meget medrivende komik, høj detaljegrad og vildt flot animation, at det vil være decideret uklogt, hvis Anders Matthesen ikke allerede pønser på at lave en treer.


'Ternet Ninja 2'.


‘Ternet Ninja 2’.
Foto: Pressefoto

Vis mere

Det er imponerende, som (næsten) alt, hvad Anders Matthesen rører ved, bliver til guld.

Han holder sig fra værtsjob og underholdningsprogrammer, hvor han ikke selv har fuld styring over produktet, men styrer i stedet succesfuldt sit soloridt fra scene til bog til film og forfra igen.

I den forbindelse er – om han vil indrømme det eller ej – ‘Ternet Ninja’-universet en form for malkning af succesen. På den gode måde.

For selvom det i dag er flere årtier, siden den i dag 46-årige multikomiker lancerede sit rablende univers af skøre stemmer og blandt andet introducerede sin trofaste følgesvend Stewart Stardust, er det stadigvæk svært ikke at grine, når de igen får nyt liv i ‘Ternet Ninja 2’.

Helt klassisk er der i to’eren skruet op for action-sekvenser, og en stor del af handlingen er nu ført ud af den lille andedam til Thailand, hvor Anders Matthesen ikke er bange for at placere forhørsscener og she-males ind i en animeret familiefilm.

Jeg var generelt set mere til det hjemlige letgenkendelige folkeskoleunivers, der omkransede den første film, og som udgangspunkt kører to’eren måske også lidt i samme rille med Aske, der endnu engang skal vinde den et år ældre Jessicas gunst, men det opvejes til gengæld af den store underholdningsværdi.

Jeg er for det første kæmpe fan af de to dumme tvillinge-veninder Fie og Mie og deres evige pingpong af fjollede kommentering af Aske og Jessicas forhold.

Askes mentalt højtflyvende mor, Sirene, er også et helt kapitel af komik for sig, ligesom den hidsige – bogstaveligt talt omstillingsparate – lille ternede ninja er svær ikke at holde af.


'Ternet Ninja 2'.


‘Ternet Ninja 2’.
Foto: Pressefoto

Vis mere

Sådan kan man næsten blive ved at udpege små geniale indslag, og Anders Matthesen udviser som altid vanligt overskud ved at udbrede universet med blandt andet en TikTok-dans og en koldskål til supermarkederne, så filmen marketingsmæssigt kan få ekstra god luft under vingerne.

Anders Matthesen siger selv, at han ikke fik en eneste klagemail oven på ‘Ternet Ninja’, og hvis det er sandt, er det beroligende at vide, at man stadig i dagens på-sociale-medier-krænkelsesparate Danmark kan slippe afsted med at lave sjov med det meste, hvis bare det er lavet godt nok.

Filmen præsenteres i introen som en ‘ny banger fra Anders Matthesen’. Han holder, hvad han lover.



Source link