Akut lægemangel: Det ER et problem


Advertisement

Over 125.000 tusinde danskere står uden egen læge, og det står særligt slemt til i yderområderne. Venstre vil betale praktiserende læger for at tage flere patienter ind

Lige nu mangler der 1800 praktiserende læger på landsplan. Foto: Linda Johansen

Det har længe været et problem, at der mangler praktiserende læger, og særligt i yderområderne kan det være svært at få en tid hos lægen.

Ekstra Bladet har på det seneste kunnet fortælle om Cille Dyrkjær og Rikke Poulsen, der begge fik beskeden om, at de ikke kunne få en tid til deres børn ved Nærklinik Nakskov på grund af lægemangel.

Lige nu mangler der 1800 praktiserende læger, og 126.500 mennesker er uden egen læge i Danmark. Det vurderer Praktiserende Lægers Organisation (PLO).

Hos Venstre anerkender man, at den akutte lægemangel er et problem, og derfor kom partiet med et forslag i august måned om, at der skal være 1700 flere praktiserende læger i 2035. Partiet vil samtidig gøre det mere attraktivt at uddanne sige inden for almen medicin.

– Det er et kæmpe problem, at vi mangler læger i Danmark. Derfor vil vi på sigt uddanne flere læger, og man skal under uddannelsen stifte et bedre bekendtskab med almen praksis, siger siger sundhedsordfører for Venstre Martin Geertsen til Ekstra Bladet.

Akut lægemangel
De 1700 flere læger i 2035 løser dog ikke manglen på læger lige nu og her.

Ifølge Martin Geertsen ville noget af den akutte lægemangel kunne løses, hvis man betalte læger i for eksempel yderområder til at tage flere patienter ind.

– For at løse det mere akutte problem kunne man give regionerne mulighed for at give læger et ekstra honorar for at tage flere patienter ind, siger Martin Geertsen.

Men er de her læger ikke pressede nok i forvejen?

– Der er ikke nogen tvang til at tage ekstra patienter ind, men på den her måde skaber man en lyst for nogle læger til at yde en ekstra indsats, siger Martin Geertsen.

Han vil dog ikke sætte kroner og øre på, hvor meget en læge skal have for at tage en ekstra patient ind.

– Der skal handles nu
Også hos Socialdemokratiet anerkender man også, at der er et akut problem. Sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff mener dog, at man også bliver nødt til at kigge på andet end økonomien.

– Der skal handles nu, for problemet med lægemangel bliver kun større i fremtiden, men jeg tror, at det er de færreste lægestuderende, der uddanner sig for pengenes skyld. Det er for snæversynet kun at kigge på økonomien, siger Rasmus Horn Langhoff.

Han mener, at man også er nødt til at gøre det mere fagligt attraktivt at arbejde som praktiserende læge. Det kunne for eksempel være ved at give en læge lov til at lave noget klinisk forskning ved siden af klinikarbejdet.

Rasmus Horn Langhoff er dog ikke helt afvisende over for Venstres model.

– Jeg vil ikke feje noget af bordet nu og her, men jeg kan fortælle, at regeringen har et udspil, der kommer med et bud på, hvordan det her skal løses lige på trapperne, siger Rasmus Horn Langhoff.



Source link

- Advertisement -

Måske du kan lide