Afviser: Kærligheden må vente


For et halvt år siden blev den kendte komiker Melvin Kakooza ramt af sit livs største chok, da lægerne fandt en tumor i hans hjerne.

Tumoren blev opereret ud og viste sig at være godartet, men forløbet har været hårdt for Melvin Kakooza, der langsomt har skullet finde sin vej tilbage til arbejdet efter sit sygdomsforløb.

Den vej er han efterhånden godt på vej ned ad, og torsdag aften havde han da også overskud til at møde op på den røde løber til Zulu Comedy Galla i Operaen.

Her gav han med et smil en status på, hvordan det går ham efter det hårde sygdomsforløb: 

– Det er et halvt år siden, at jeg blev opereret, så der er jo altid ting, man skal være opmærksom på, men jeg er i hvert fald tilbage på arbejde og har det godt og kan vende tilbage til lidt af det gamle, så det er skønt, lød det fra Kakooza.

Han lagde dog ikke skjul på, at sygdomsforløbet ikke er noget, han bare lige sådan kan ryste af sig.

– Sådan noget vil altid sidde i én. Jeg tror altid, man er lidt bange. Men jeg har som sådan ikke en frygt for, at det vender tilbage. Jeg tror mere, det er chokket over, at det skete, når jeg nu er så ung. Det sidder lidt i kroppen, siger han.

Kakooza stod til at skulle være vært på 'X Factor', men måtte trække sig grundet sygdommen. Foto: Henning Hjorth
Kakooza stod til at skulle være vært på ‘X Factor’, men måtte trække sig grundet sygdommen. Foto: Henning Hjorth

 

Den 29-årige komiker fortalte samtidig, at hans prioriteringer har ændret sig meget, efter han blev ramt af den pludselige sygdom.

– Jeg har fået et ar. Og positivt er jeg kommet tættere på mine venner og familie.

– Der er ting, der er begyndt at betyde meget mere, end det gjorde før. Og så bliver man bare på en eller anden måde lidt mere voksen efter sådan noget. Det er i hvert fald noget, der skete for mig, sagde Kakooza, der også fortalte, at han er blevet bedre til at tage den med ro.

– Jeg tror, at min hverdag er blevet mere afslappet. Jeg forsøger ikke at være for stresset mere. Sidste år kørte det ret vildt, og selvom det måske ser ud til, at det kører ret vildt igen, så er det vigtigt for mig at starte stille og roligt op og huske at pleje venskaber og familie og få ro.

Foto: Henning Hjorth
Foto: Henning Hjorth

 

Kærligheden må vente
Derfor er alt, der hedder dating, da også sat på pause for en stund, og Kakooza fortalte, at han i øjeblikket ikke har en kæreste.

– Det er ikke noget, jeg koncentrerer mig så meget om. Det kommer, når det kommer, sagde han og fortsatte:

– Jeg er ikke afvisende for, at når det sker, så sker det, men lige nu er der sindssygt meget andet, der fylder meget. Jeg skal tilbage og have en rytme, så kærligheden må vente lidt endnu, sagde han og understregede, at man derfor heller ikke kommer til at møde ham på diverse datingsider.

– Jeg er ikke på Tinder, kan jeg love dig. Hvis I ser mig derinde, er det fake, sagde han med et grin.

Stor støtte
Kærlighed mangler Kakooza dog ikke, selvom han for nuværende ikke har en kæreste.

På den røde løber fortalte han, at han igennem hele forløbet har fået stor støtte fra sin mor, resten af sin familie og sine venner.

Også den danske befolkning har været med ham.

– Der er masser af kærlighed. Jeg er omgivet af en masse kærlighed fra den danske befolkning, og det har været super skønt. Lige fra hilsner til krammer og alt muligt, når jeg er ude, så det er dejligt. Nu handler det for mig om at komme tilbage til arbejdet, lød det fra komikere.

I øjeblikket er Melvin Kakooza i gang med de sidste forberedelser til en række tv-programmer – blandt andet nye afsnit af ‘Helt sort’ og en ny sæson af tv-serien ‘Sunday’.



Source link

Advertisement