Afviser: Ikke kun røde løbere


Advertisement

Ane Halsboe-Jørgensen har ingen forventning om, at jobbet som kulturminister bliver rene premierer

Ane Halsboe-Jørgensen på sin første røde løber som kulturminister. Video: Jonas Olufson

Gallapremieren på storfilmen ‘Margrete Den Første’, der fandt sted onsdag i den københavnske biograf Imperial, var ifølge arrangøren den største premiere siden begyndelsen af corona med omtrent 1000 gæster samlet.

Blandt de fremmødte på den røde løber var Danmarks nye kultur- og kirkeminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Men selvom hendes første uger i embedet både har budt på både kunstprojekt med Jim Lyngvild og gallapremiere, kunne hun blankt afvise, at det er der hun vil lægge sin energi.

– Der er næppe noget her i livet, der kun er røde løbere. Men jeg har også tænkt mig at være på røde løbere, lød det fra kulturministeren, der fortsatte:

– Jeg har tænkt mig at prioritere rigtig højt at opleve vores kunst og kultur, som vi er verdensklasse i her i Danmark. Og selvfølgelig også gå i samtale med de mennesker, der producerer det og sidder med det hver eneste dag i forhold til, hvordan vi skaber nogle rammer i Danmark, så vi også i fremtiden har det samme høje niveau.

Massiv kritik
Særligt kulturministerens optræden som vølve på et fotografi, der er en del af en udstilling til Køge Museum, som Jim Lyngvild står bag, har efter hendes tiltræden skabt debat.

Flere kritikere har blandt andet kaldt projektet ‘hedensk’ og ‘okkult’ og langet kraftigt ud efter, at Ane Halsboe-Jørgensen, der også er kirkeminister, har medvirket.

Kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen som vølve. Foto: Jim Lyngvild
Kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen som vølve. Foto: Jim Lyngvild

Den kunne Ane Halsboe-Jørgensen dog kun trække på smilebåndet af på den røde løber.

– Jeg synes, det er en spændende diskussion, hvordan det er, vi bruger kunst og kultur til at blive klogere på, hvem vi er i dag, men også hvad det er vi kommer fra.

– I virkeligheden gør filmen i aften lidt det samme. At lave en kunst og kulturoplevelse for folk, der samtidig giver os noget danmarkshistorie med, sagde hun.

Også Jim Lyngvild og Ghita Nørby, som også er blevet fotograferet som vølve til projektet, slog kritikken hen.

– Vi er nogle mærkelige, bitte bittesmå folk, som ikke synes, at du (Jim Lyngvild, red.) ved noget og skønner på det. Jim Lyngvild er en meget vidende person, som kan fortælle noget om mytologien. Skal vi ikke høre på det?, lød det fra Ghita Nørby.

– Jeg suger ordene til mig. Jeg griner af det og flyver videre og nyder, at folk interesser sig for det, jeg laver, sagde Jim Lyngvild.

——— SPLIT ELEMENT ———



Source link

- Advertisement -